Ekspert i skattesager på vej til Højesteret

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

En fremtrædende advokat inden for skatteret er på vej til en stilling som dommer i Højesteret.

Lars Apostoli er af Dommerudnævnelsesrådet blevet indstillet til det ledige job ved landets fornemste juridiske arbejdsplads.

Indstillingen er dog ikke ensbetydende med, at advokaten faktisk bliver højesteretsdommer. Først skal han igennem en slags eksamen, hvor han prøvevoterer i en håndfuld sager, og derefter siger dommerne enten ja eller nej.

Kandidaten har i en årrække ført ordet for Skatteministeriet i en stribe retssager mod borgere og virksomheder.

Det skyldes Lars Apostolis arbejde hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmidt, hvor han har været ansat siden 1988. Siden 1998 har han været partner i firmaet.

Kammeradvokaten har monopol på at føre retssager for myndighederne og for at yde juridisk rådgivning. Og firmaet har ad flere omgange været kritiseret for at være et alt for dyrt bekendtskab for samfundskassen.

Ved siden af advokatarbejdet har Lars Apostoli i øvrigt været ekstern lektor netop i skatteret ved Københavns Universitet.

Han indledte sin karriere straks efter den juridiske embedseksamen fra Aarhus Universitet i 1986 ved at få en stilling i Justitsministeriet.

Også her har flere andre højesteretsdommere i øvrigt været ansat.

Stillingen i Højesteret bliver ledig, fordi præsident Børge Dahl fratræder med udgangen af maj næste år. I alt er der 19 dommere i landets øverste domstol.

/ritzau/