Ekspert i velfærd: Børn taber, når ferien ryger

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

Samfundet vinder stort set intet ved at forbyde landets kontanthjælpsmodtagere at holde ferie. Til gengæld fratager man deres børn muligheden for at være lige som alle andre.

Det siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab med speciale i velfærdsstaten.

- Jeg tror ikke, det har nogen som helst virkning, andet end at det bliver sværere at være kontanthjælpsmodtager i Danmark. Det påvirker ikke muligheden for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

- Det giver jo ikke flere jobmuligheder at miste sin ferie. Derfor er der ingen sammenhæng i det, siger Bent Greve til Ritzau.

Fremover har kun kontanthjælpsmodtagere, der er i et aktiveringsforløb på mindst 12 måneder, ret til en friperiode på en måned.

Hermed rammer regeringens stramning af feriereglerne de svageste kontanthjælpsmodtagere, der ikke magter et aktiveringsforløb.

De store tabere er derudover deres børn, siger Bent Greve.

- Der er nogle familier og nogle børn, der bliver ramt, fordi de ikke engang kan opleve fornemmelsen af, at der er noget, der hedder ferie.

- Det bliver sværere at opretholde muligheden for at have et almindeligt liv på linje med andre, når man ikke engang har mulighed for at holde en ferie.

- Familien ville måske have haft mulighed for at tage ud og være sammen med andre et andet sted i nogle dage, hvor de kunne tænke på noget andet.

Regeringen skønner, at inddragelsen af kontanthjælpsmodtagernes ferie vil bidrage med ti millioner kroner i statskassen om året.

Bent Greve kalder besparelsen for symbolsk.

- Ti millioner kroner er jo ikke meget i forhold til, at man får nogle skadevirkninger på børnefamiliers muligheder for at opretholde en levestandard og tilværelse på linje med den andre har.

Omvendt er der risiko for, at stramningen medfører flere sygemeldinger blandt de ledige på kontanthjælp, mener han.

- Der skal ikke være ret mange, der bliver ekstra syge over det pres, før der kommer afledte udgifter et andet sted i systemet. Og så kan besparelsen i virkeligheden blive mindre end de skønnede ti millioner.

/ritzau/