Ekspert: Intet nyt i mediestøtteordning

Man skal virkelig knibe øjnene sammen for at finde nyheder i den nye mediestøtteaftale, som kulturminister Marianne Jelved (R) fredag præsenterede i samarbejde med Enhedslisten.

Det vurderer Frands Mortensen, professor og medieforsker ved Aarhus Universitet.

- Grundlæggende set er der næsten ingen forandringer. Det er først og fremmest status quo, siger han til Ritzau.

- De store vindere er dem, der tidligere har fået de fleste penge. Og det er Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Medier. De får stadig mange penge, så for dem er der ikke de store forandringer.

Den overordnede økonomiske ramme for mediestøtten lyder på 403,6 millioner kroner, hvilket er det samme som den tidligere aftale.

Selv om mange danske medier snapper efter vejret i disse tider, vil den uændrede støtteordning ikke direkte få nogle medier til at dreje nøglen om.

- Der var usikkerhed om, hvorvidt de ideelle foreningsblade ville blive ved med at få deres penge. Men det får de, siger Frands Mortensen, der dog hæfter sig ved en lille forandring i den nye aftale:

- Der er en nydannelse i forliget. Man har snakket meget om, hvorvidt man kunne give penge til ægte internetmedier. Og her har man nu afsat seks millioner kroner. Men det er jo småtterier i forhold til den samlede sum på 400 millioner kroner.

Medieforskeren undrer sig over, at der ikke er tale om en bredere aftale. Han forstår ikke hvorfor, de borgerlige politikere ikke har deres underskrift på aftalen:

- Det overraskende er, at de borgerlige partier har sagt, at de ikke vil være med. De er gået fra forhandlingerne på grund af noget, der ikke har noget med aftalen at gøre, nemlig den lønsumsafgift, der er pålagt dagbladene i en helt anden sammenhæng.

/ritzau/

 

Dagens Gossip