Ekspert: Jacob Jensen var et højdepunkt i dansk design

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

Det var et af de helt store ikoner i dansk design, der fredag gik bort.

Jacob Jensen designede den kendte Margrethe-skål, men det var særligt hans arbejde for Bang & Olufsen i 1980'erne og 1990'erne, der gjorde ham til et mangeårigt ikon i dansk design.

Det fortæller fagleder på Kunstakademiets Designskole Tine Kjølsen

- Hans formsprog var meget markant. Det var ikke pyntet, det han lavede, men meget stramt, funktionelt og æstetisk. Produktdesign i sin reneste form, siger hun og fortsætter:

- Hans arbejde for Bang & Olufsen er noget, der står i rigtige mange hjem i dag, som en designklassiker på lige fod med Braun-røremaskinen og andre klassiske, moderne designikoner.

Med sit enkle og funktionelle formgreb var han med til at videreføre de danske designstile, der blev lagt for dagen i halvtredserne og tresserne og er kendt som Danish Modern.

Jacob Jensens arbejde for Bang & Olufsen var med til at modernisere radio- og tv-designet. Og så gjorde det sit til at gøre dansk design kendt for omverdenen, fortæller Tine Kjølsen.

- Den designmæssige og økonomiske succes, som han får arbejdet Bang & Olufsen frem til i sine velmagtsdage, er ikke bare i Kongeriget Danmark, det er på hele verdensscenen, fortæller hun.

I dag er Jacob Jensen en del af den faste udstilling på det anerkendte Museum of Modern Art i New York (MoMA), og det er helt fortjent, mener Tine Kjølsen.

- Det er jo fornemt, og jeg synes, det er helt rigtigt set. For ser man i bakspejlet, er hans arbejde et af de højdepunkter, der er i dansk og skandinavisk design.

Jacob Jensen sov stille ind fredag i sit hjem i Virksund ved Limfjorden. Han blev 89 år gammel.

Han efterlader sig hustruen Nanna samt fem børn og 10 børnebørn fra to tidligere ægteskaber.

/ritzau/