Ekspert: Jobchancer i erhvervslivet tiltaler unge

En fremtid i erhvervslivet virker tillokkende for mange unge. Erhvervsakademierne har modtaget langt flere ansøgninger i år end sidste år.

Samtidig oplever landets universiteter for første gang siden 2008 et fald i antallet af ansøgere.

Mere præcist har erhvervsakademierne fået 13 procent flere ansøgninger, og selv om der er tale om små bevægelser, viser tallene alligevel en klar tendens, mener adjunkt Arnt Vestergaard Louw fra Center for Ungdomsforskning.

Han siger til Ritzau, at erhvervsakademierne tilbyder en type uddannelser, som tiltaler de unge.

- Det er uddannelser, som er anvendelige, fordi de retter sig mod erhvervslivet. De unge kan se, at de umiddelbart efter endt uddannelse kan få et job, siger Arnt Vestergaard Louw, som er cand.mag. i pædagogik og uddannelsesstudier.

På Erhvervsakademi Aarhus har 2640 unge søgt ind i år, og det er en stigning på 25 procent i forhold til 2013, siger rektor Christian Mathiasen.

Især uddannelser inden for it, markeringsføring og finans trækker mange. Samtidig har der været en stigning inden for landbrugsuddannelserne.

- Det er gået op for de unge, at hvis de skal have et job bagefter, så skal de satse på det private erhvervsliv. De er bevidste om, at den vækst, der har været inden for det offentlige, stopper, siger Christian Mathiasen til Ritzau.

Han glæder sig over en ligelig kønsfordeling og peger på, at blandingen af teori og praksis appellerer til mange af de drenge, som synes, at et universitetsstudie er for langt og teoretisk.

- Det betyder meget, at de kan se et perspektiv i det, de læser, og at de får lov til at prøve sig selv af i løbet af studiet. Det tiltaler især unge fra familier uden uddannelsestraditioner, siger Christian Mathiasen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV