Ekspert: Kreativ og innovativ lønnedgang på Danish Crown

Med det nye forslag, går slagteriarbejderne på Danish Crown ned i løn og investerer 600 mio. kr. til øget svineproduktion og opbygning af nye stalde. Dermed sikres arbejdspladserne på slagteriet de næste fire år.

En holdbar løsning, hvis det står til arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

Forslaget som tillidsmændene for slagteriarbejderne hos Danish Crown præsenterer i dag, er en løsning, man ikke før har set. Og selvom der er tale om en lønnedgang, så mener Flemming Ibsen, at det er en fair aftale, der bliver fremlagt.

»Det er en lønnedgang på 25 pct. om året. Men det er ikke en traditionel løntilbageholdenhed, fordi der er juridiske bindinger på og en masse garantier. Det lyder virkelig kreativt og innovativt,« siger han.

Ved normal løntilbageholdenhed er der ingen garantier for, at der ikke kommer fyringer, eller at virksomheden lukker. Men med denne lønnedgang er slagteriarbejderne sikret arbejde i fire år. Og hvis de penge, som der bliver investeret ikke bliver brugt, får medarbejderne tilbagebetalt dem.

Efter at man har set mange slagterier lukke og svineproduktionen svinde ind, så er Fødevareforbundet NNF ifølge Flemming Ibsen nødt til at tage det nye skridt.

»Skal man have slagterier i Danmark , så skal man være kreativ og gå ind i sådan en proces, hvor man investerer sig ud af krisen. Der er kun en måde at komme ud af det på,« siger han.

Han mener, at det er realistisk, at opretholde svineproduktionen efter de fire år, så medarbejderne også der efter er sikret et arbejde.

»Hvis du øger kapaciteten, så er der slagtesvin nok til at beholde beskæftigelsen efter fire år. Det har man regnet på. Så hvis det hele går op, og alle parter vil være med, så kan jeg ikke se nogen grund til, at man ikke vil kunne opretholde beskæftigelsen,« siger Flemming Ibsen.

Der er flere parter indover aftalen. Det er planen, at blandt andet landbruget og realkreditinstitutionerne også skal investere penge. Landbruget står også til at skulle lægge 600 mio. kr.. Det giver ifølge Flemming Ibsen mere sikkerhed for, at det vil blive en succes.

Selvom Flemming Ibsen er positiv over for den nye måde at tænke lønnedgang på, så mener han ikke, at det vil være en tendens, der kan kopieres til andre brancher. Det er unikt i forhold til den situationen, som den danske slagteribranche står i.

Om nogle uger vil det blive afgjort gennem afstemning, om medarbejderne på Danish Crown vil være en del af aftalen.

 

Dagens Gossip