Ekspert: Kun ministeren kan lukke Snowden ind

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden vil få svært ved at få asyl i Danmark via de almindelige kanaler. Derved bliver det et politisk valg, hvis Danmark skal tage imod ham.

Det siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Thomas Gammeltoft-Hansen til Ritzau, efter tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) onsdag opfordrede til, at Snowden fik tildelt asyl i Danmark.

- Efter de almindelige asylregler ville han ikke have stor chance for at få asyl. Men det er altid en mulighed, hvis man giver ham asyl på politisk plan, og justitsministeren tildeler ham en opholdstilladelse, siger han.

Uffe Elbæk sagde onsdag, at han ville "være stolt," hvis Danmark tilbød Edward Snowden asyl.

Udtalelsen er siden blevet afvist af en række politikere fra flere af regeringspartierne og Dansk Folkeparti, mens Enhedslisten støtter idéen.

- Det, der kan stå i vejen, er, at der kan være et udleveringskrav fra USA. Og det vil Danmark skulle modsætte sig. Det er ikke uset i sager med risiko for dødsstraf, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Han henviser til, at de danske asylregler står i vejen, da spørgsmålet om, hvorvidt Edward Snowden er "politisk forfulgt" og risikerer enten dødsstraf eller "tortur eller anden umenneskelig behandling," ikke er endeligt besvaret.

Den amerikanske regering har dog meldt ud, at Edward Snowden ikke står til dødsstraf, hvis han bliver udleveret til hjemlandet.

- Det har de jo netop gjort for ikke at give de europæiske lande en god undskyldning for at modsætte sig udlevering, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Stod Edward Snowden til dødsstraf i hjemlandet, ville de europæiske lande med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis kunne modsætte sig udlevering.

- Det gør vi ikke. Vi udleverer ikke til USA, hvis der er risiko for dødsstraf, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV