Ekspert: Måske mangler de afgørende beviser mod piraterne

Der kan være forskellige årsager til, at de ni pirater, der - efter et angreb på det danske skib Torm Kansas - for tiden er i dansk varetægt, ikke kan retsforfølges i Danmark.

Det vurderer dr.jur. i søret ved Syddansk Universitet Kristina Siig, efter at det søndag kom frem, at piraterne skal stilles for en ret i Seychellerne.

Først og fremmest kan beslutningen være et resultat af manglende beviser.

- Hvis man ikke med sikkerhed kan knytte piraterne til angrebet på Torm Kansas-skibet, så har vi ikke jurisdiktion, og så kan de simpelthen ikke retsforfølges i Danmark, fastslår Kristina Siig over for Ritzau.

- Det forudsætter, at vi med beviser kan knytte dem til det specifikke angreb.

Derudover kan det - ifølge Kristina Siig - også være mere fordelagtigt at stille forbrydere for en ret nær deres hjemland.

- Generelt er det smart, hvis man kan retsforfølge så tæt som muligt på det land, hvor forbryderne kommer fra. Men ok, Seychellerne er selvfølgelig heller ikke lige rundt om hjørnet for Afrikas Horn, siger hun.

Og endelig kan der også være et politisk ønske om, at retsforfølgelsen af pirater ikke foregår i Danmark.

- I de år, hvor man har haft denne problemstilling med pirater, har der været nogle politiske udmeldinger om, at man ikke ønsker at få piraterne stillet for en dansk ret, siger Kristina Siig.

Soldater fra Esbern Snare pågreb de ni formodede pirater natten til den 10. november i farvandet ved Somalia, og siden har de været holdt tilbage på det danske krigsskib.

De formodede pirater, som ifølge Forsvarsministeriet alle er somaliere, blev tilbageholdt efter angreb på et kinesisk handelsskib og det danskflagede skib Torm Kansas.

De ni formodede pirater blev varetægtsfængslet in absentia i Københavns Dommervagt - sigtet for forsøg på at kapre Torm Kansas.

I Danmark er det Bagmandspolitiet, der har håndteret sagen, men søndag var det ikke muligt for Ritzau at få en kommentar til udviklingen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV