Ekspert: Man kan ikke tvinge selskaber til at betale skat

Skrevet af admin

20/01/2015

Mest læste i dag

Mens du som almindelig forbruger kan vælge til og fra i tilbuddene, hvis du skal lave nyt køkken eller badeværelse, så er reglerne anderledes stramme, når staten sender store opgaver i udbud i EU.

Man kan således efter de nuværende regler ikke kræve, at et selskab eksempelvis betaler skat i Danmark, så længe det overholder reglerne i det EU-land, hvor det er etableret.

Det forklarer Grith Skovgaard Ølykke, lektor i EU-udbudsret og EU-konkurrenceret ved Copenhagen Business School, efter nyheden om, at teleselskabet 3 ikke har betalt skat i Danmark, samtidig med at det har haft eneret på at levere bredbånd til staten.

3 har via en skatteaftale mellem et "moderselskab" i Luxembourg og de luxembourgske skattemyndigheder sikret sig en lukrativ aftale, der betyder, at det kun skal betale en lav skat - i Luxembourg.

- Hvis staten vil vælge et selskab, der betaler skat i Danmark, kommer man til at forskelsbehandle i forhold til, hvor selskabet er etableret henne.

- Det er i modstrid med den frie etableringsret og den frie bevægelighed af tjenesteydelser, der er nogle af hovedreglerne i udbudsret i EU, siger Grith Skovgaard Ølykke til Ritzau.

Så længe det pågældende selskab betaler den skat, det skal, i det land det er etableret i, er der ikke noget at komme efter i forhold til de gældende regler.

Staten er nødt til at vælge det billigste og bedste selskab i forhold til de kriterier, man har valgt at sætte op i forhold til det produkt, man vil have leveret - eksempelvis levering af bredbånd til staten. Og hvilket sted, skatten skal betales, kan ikke være et kriterium.

- Hvis man vælger det billigste selskab fra, fordi det ikke betaler skat i Danmark, vil det være forskelsbehandling i forhold til udbudsmaterialet.

- EU-Kommissionen tager denne form for forskelsbehandling ganske seriøst, fordi det ændrer betingelserne for konkurrencen på en ikke gennemsigtig måde.

- Ellers skal man ind og vælge nogle fra, fordi de er unormalt billige. Det vil man kunne gøre, men det er en bestemmelse, som er rigtig svær at gøre brug af i denne konkrete situation, siger hun.

/ritzau/