Ekspert: Møde mellem Nato og Rusland ændrer ingenting

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Der er ingen udsigt til, at det anstrengte forhold mellem Nato og Rusland bliver bedre, når de to parter onsdag eftermiddag mødes for at tale deres problemer igennem.

Det siger den sikkerhedspolitiske ekspert Jan Techau, der leder tænketanken Carnegie Europe i Bruxelles.

- Mødet har én vigtig begrundelse, og det er, at Nato-landene har et forum til at orientere Rusland om hvert eneste skridt, de tager, i god tid før det sker, siger Jan Techau.

- Men det er ingen game changer. Det er ikke stedet, hvor Nato og Rusland virkelig taler substans og løser problemerne.

- Det må de vigtigste medlemslande forhandle med russerne om, siger han.

De 28 Nato-landes ambassadører mødes onsdag eftermiddag under ledelse af alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, og med den russiske Nato-ambassadør, Alexander Grusjko.

På dagsordenen i Nato-Rusland Rådet i alliancens hovedkvarter i Bruxelles er krisen i Ukraine, situationen i Afghanistan og militær gennemsigtighed.

Nato vil blandt andet orientere Rusland om beslutningen på alliancens topmøde i Warszawa i sidste uge om at udstationere fire kampklare bataljoner på omkring 4000 soldater fordelt på Estland, Letland, Litauen og Polen.

Beslutningen begrundes af Nato med, at Ruslands opførsel over for Ukraine har vist, at russerne er klar til at bruge militær magt mod suveræne lande i Europa.

Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim har sammen med gentagne krænkelser af Nato-landes luftrum udløst nervøsitet hos medlemslande, der grænser op til Rusland.

Den nervøsitet er ifølge Rusland fuldstændig ubegrundet, og russerne mener, at det er Nato, der er aggressiv, og truer med at placere flere tropper tæt på Nato.

Men forholdet mellem Nato og Rusland afhænger af mange andre ting end mødet onsdag eftermiddag, siger Jan Techau.

Det afhænger blandt andet af, hvor længe Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil blive ved med at vise militære muskler, af situationen i Ukraine og af hvor længe EU-landene kan stå sammen om deres sanktioner mod Rusland.

Men selv hvis Putin trådte tilbage som præsident i morgen, ville alting ikke pludselig se helt anderledes ud, mener lederen af Carnegie Europe.

- I Rusland er der en historisk paranoia, der går helt tilbage til zarerne, om at blive omringet og degraderet. De er virkelig bange for, at alle andre - og især USA - er ude efter dem, siger Jan Techau.

Samtidig skal et regime, der ønsker at beholde magten, retfærdiggøre sin eksistens over for borgerne, mener han.

- Det økonomiske grundlag for Putins regime er stort set væk. Derfor behøver han en ydre fjende for at overleve, siger Techau.

Mødet onsdag i Nato-Rusland Rådet er det første siden april og blot det andet siden 2014.

/ritzau/