Ekspert: Nordmændene vil prøve noget nyt

»Hun har været en del af norsk politik i lang tid og udstråler arbejdsomhed og seriøsitet, og det kan nordmændene lide,« siger Johannes Bergh, forsker på Institut for Samfunnsforskning i Oslo og tilføjer, at Erna Solberg har en bred folkelig appel.

I modsætning til andre lande har Norge ikke mærket en økonomisk krise i de seneste år, og Johannes Bergh mener, at det paradoksale skifte i norsk politik skyldes, at der netop ikke har været en krise i landet. Sejren skal således ses i lyset af, at nordmændene vil se nye ansigter efter otte år med Stoltenbergs rød-grønne regering.

»Det går vældig godt for norsk økonomi, og det er måske netop det faktum, som har gjort, at nordmændene har set det her som en mulighed for at prøve noget nyt,« siger forskeren.

Erna Solberg kommer fra Bergen, hvor hun også har været medlem af kommunalbestyrelsen. Hun var kommunal- og regionalminister i regeringen før Stoltenberg-tiden, og med hende ved roret vil den almene nordmand komme til at mærke en forskel på den nuværende regering og en kommende borgerlig Solberg-regering, vurderer Bergh.

»De rød-grønne partier og de borgerlige partier er ikke meget forskellige, når det kommer til stykket, men der er ingen tvivl om, at man vil få en ny politik på enkelte områder. Det kunne være, at vi fremover får en strengere indvandrerpolitik, og man vil måske også forsøge at privatisere på sundhedsområdet,« siger Johannes Bergh.

Meningsmålinger har længe vist, at statsminister Jens Stoltenberg fra Arbeiderpartiet ville tabe regeringsmagten. Han har været Norges statsminister siden 2005, og flere politiske kommentatorer i Norge vurderer, at han vil forsøge at skabe en international karriere, hvis han taber valget.

Stoltenberg kan ifølge de første målinger trøste sig med, at Arbeiderpartiet fortsat er Norges største, selv om partiet er gået tilbage. Partiet, som er Norges pendant til Socialdemokraterne, står til at få 30,3 procent af stemmerne, mens Høyre får 26,2 og støttepartiet Fremskrittspartiet 16,1 procent.

Dagens Gossip