Ekspert: Ny Lillebæltsbro bremser lyntog

Regeringens plan om en togbro over Vejle Fjord møder hård modstand fra flere af trekantområdets borgmestre, der i stedet foreslår en ekstra forbindelse over Lillebælt.

Borgmestrenes forslag er en kæp i hjulet på regeringens såkaldte timemodel, der stiller krav om, at der maksimalt må være en times kørsel mellem København og Odense, Odense og Aarhus samt Aarhus og Aalborg.

Det vurderer trafikforsker ved RUC, Per Homann Jespersen.

- Det lyder ikke som om, at man kan opnå samme tidsbesparelse ved en ny Lillebæltsbro, som man ville kunne ved en ny bro ved Vejle, siger han til Ritzau.

Lillebæltsbroens forløb er ifølge forskeren for kort til at opnå de ønskede besparelser.

- Man kan ikke køre med fuld fart - 250 kilometer i timen - over Lillebæltsbroen med højhastighedstog. Det ville man måske kunne, hvis man lavede en ny bro.

- Men forløbet er jo kun halvanden kilometer langt, og på den strækning kan man ikke hente 10 minutter, fortæller Per Homann Jespersen.

Borgmestrene kalder det for en "katastrofal" fejlinvestering at bruge fire milliarder kroner på en ny Vejlefjordforbindelse.

Per Homann Jespersen ser dog også lokalpolitiske budskaber i borgmestrenes opråb.

- Det er frygten for, at flere toge vil køre forbi Vejle uden at gøre stop, hvis de får mulighed for det. Det er frygten for dårligere betjening af Vejle.

Men den frygt kan ifølge forskeren vise sig ubegrundet. En ny Vejlefjordforbindelse kan omvendt ende med at øge transportmulighederne for trekantområdets indbyggere.

- Det er klart, at Vejle vil blive passeret af nogle tog af typen, der kører fra Aalborg til Aarhus til Odense til København, og som kan komme fra den ene ende af landet til den anden på tre time.

- Men der vil også være mulighed for mange flere lokaltog, så man kan lave noget, der ligner S-togsdrift, som vil være en bedre betjening af lokalområdet, siger han.

Trafikminister Pia Olsen Dyhr (SF) har over for Politiken afvist borgmestrenes kritik. Hun understreger, at man "får mest for pengene" med en ny Vejlefjordbro.

/ritzau/

 

Dagens Gossip