Ekspert: Okay FCK-indsats mod Real Madrid

Det var ikke så ringe endda, selvom FC København tabte med hele 0-4 til Real Madrid i Champions Leagues gruppe B.

Sådan er meldingen fra DR's fodboldekspert Jan Kalborg.

- Alt i alt var det okay. Vi vidste, at det ville blive svært, og det var det hele vejen igennem, siger han.

- I perioder synes jeg, at FCK matchede dem ganske udmærket, for det var forventeligt svært.

- Da Real Madrid scorede til 1-0, gik spanierne lidt ned i kadence, og den mulighed greb FCK, og man kan godt drømme om, hvad der ville være sket, hvis FCK havde scoret på det hjørnespark, siger Jan Kalborg.

Han henviser til en situation i første halvleg, hvor Real Madrids Luka Modric på mållinjen havde armen på bolden efter et hjørnespark. Dommeren fløjtede dog ikke for straffespark.

- FCK startede anden halvleg fint, og man sad med en følelse af, at de spillede med større og større mod, og så lige pludselig satte Real Madrid tempoet op igen.

- Ved 2-0-målet fik Karim Benzema og Angel Di Maria splittet FCK ad i opspillet, og det var ren verdensklasse. Derefter var der reelt klasseforskel, siger Kalborg.

Cristiano Ronaldo og Angel Di Maria scorede to mål hver.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV