Ekspert om AGF-fyring: Polemik kostede Sørensen jobbet

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

AGF's direktør Jan Christensen har angivet svigtende resultater som årsagen til fyringen af Peter Sørensen som AGF-træner.

Men den forklaring køber DR's fodboldekspert Jan Kalborg ikke som den eneste årsag.

- Fyringen kommer overhovedet ikke bag på mig. Den har været lagt i ovnen længe. Der er mere mellem himmel og jord end bare resultater. 1-1 mod FCK og et pokalnederlag til AaB kunne man nok leve med.

- Det handler også om alt den støj på linjen. Bedst illustreret ved Peter Graulund-bogen, hvor mange tolkede på Peter Sørensens måde at agere som cheftræner.

Jan Kalborg mener, at det fik bægeret til at flyde over, da Peter Sørensen op til kampen mod FCK udtalte, at klubbens vanlige førstemålmand og anfører Steffen Rasmussen ikke nødvendigvis havde været en del af startopstillingen, hvis han havde været skadesfri.

- Ledelsen havde håbet på at kunne samle op på tingene i vinterpausen, men det bliver sat tilbage til stenalderen med Sørensens udtalelser om Rasmussen. Han udstillede en af sine vigtigste soldater. Så startede balladen for alvor.

- Havde der ikke været så megen polemik, havde ledelsen formentlig haft mere tålmodighed. Mod AaB så man så igen det skrækkelige ansigt, at når de går ned, går de ned med et brag. Det falder tilbage på træneren, siger Kalborg.

Peter Sørensens assistent Jesper Fredberg overtager nu trænergerningen, og det ser Kalborg som en god forårsløsning.

- Nu kommer der en forløsning i truppen, hvor man finder tilbage til glæden og dyderne. De har spillet forkrampet og har brugt megen energi på udenomsting.

- På lidt længere sigt kunne klubben tænkes at kigge til Morten Wieghorst, der er fri efter tiden i Swansea, siger Kalborg.

/ritzau/