Ekspert om fusion: Privatkunder vil ikke mærke forskel

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Kunderne hos Jyske Bank og BRF Kredit vil ikke umiddelbart få væltet deres verden af, at de to selskaber har indgået en fusion. Men på længere sigt bliver det mere interessant.

Det vurderer professor i virksomhedsøkonomi ved Copenhagen Business School, Caspar Rose, efter at Danmarks tredjestørste bank og det fjerdestørste realkredit­institut er fundet sammen i en større sammenlægning.

- På den lange bane er jeg sikker på, at det er en spændende mulighed, og at man vil kunne se forskelle, fordi hele idéen i at fusionere BRF Kredit med Jyske Bank går på, at man vil kunne supplere hinanden, siger Caspar Rose.

Professoren mener, at kunderne vil kunne mærke positivt til fusionen, idet sammenlægningen af de to selskaber vil betyde, at paletten af finansielle ydelser vil blive større.

- Man kommer også til at have en større finansiel slagkraft, og det er især noget, som de store erhvervskunder kan have glæde af. Men på den korte bane vil hr. og fru. Jensen ikke mærke det store til det, pointerer Caspar Rose.

På sigt vil det dog også kunne mærkes hos privatkunderne, vurderer professoren.

- Det er klart, at når man bliver i stand til at kunne tilbyde flere ydelser og får en større styrke, så vil flere af kunderne også kunne drage fordel af fusionen. Det er der ikke nogen tvivl om.

At Jyske Bank, som offentliggjorde fusionen i forbindelse med sit regnskab for 2013, vælger at opkøbe samtlige aktier i BRF Kredit, skyldes ifølge Caspar Rose, at banken ønsker at konsolidere sig.

- Det er også det, som Anders Dam (ordførende direktør i Jyske Bank, red.) har givet udtryk for i medierne og offentligheden, siger professoren og uddyber:

- Simpelthen at man ønsker at vokse, og at den organiske vækst ikke er nok. De har så fundet hinanden som værende et godt match og fundet nogle fælles synergier.

Prisen for BRF Kredit sættes til cirka 7,4 milliarder kroner, og Jyske Bank indgår fremover som moderselskab i koncernen.

/ritzau/