Ekspert: Partier prioriterer kræftområdet for højt

I dag sætter regeringen mærkat på fem af de i alt 15 milliarder, som de vil tilføre sundheds- og ældreområdet frem mod 2020.

Ud af de fem milliarder skal en stor del gå til indkøb af ny dyr kræftmedicin, øget sygehuskapacitet til behandling af kræft og en behandlingsansvarlig læge for de mest syge patienter.

Prioriteringer, der skal hjælpe regeringen med målsætningen om, at tre ud af fire kræftpatienter i 2025 skal være i live fem år efter, at diagnosen er stillet.

Den prioritering mener sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet dog ikke nødvendigvis er den klogeste.

- Jeg vil personlig sætte spørgsmålstegn ved, om kræftområdet har behov for så stor tilførelse af penge, siger han til Ritzau.

Han synes regeringens øvrige fokus på ældre og kronisk syge i udspillet ”Investering i vores fælles sundhed” er passende, men han mener ikke, der skal investeres så meget på kræftområdet, da det allerede koster staten enormt mange penge i dyr medicin.

- Vi skal huske, at den såkaldt dyre sygehusmedicin allerede vedrører kræftområdet, og spørgsmålet er så at sige, om kræftområdet skal være så meget opprioriteret i forhold til så mange andre områder i sundhedsvæsenet, siger han.

Han mener, at kræftområdet allerede er på højde med internationale standarter, og at fokus hos både Venstre og regeringen er en smule snævert i valgkampen.

Sundhedsøkonom fra KORA, Jakob Kjellberg, er dog ikke enig i, at man kan komme uden om kræftområdet, når der skal investeres flere penge i sundhedsvæsenet.

- Kræft kommer vi ikke uden om - det er en aldrende befolkning, og kræft er en sygdom, der kommer med alderen, siger han.

Han mener dog, at regeringen bør se langt mere på de medicinpriser, som det anslås vil stige med en milliard om året.

Men selv, hvis der fremover prioriteres i medicinen, så kommer man ikke udenom, at kræftbehandling vil koste samfundet flere penge, mener Jakob Kjellberg.

/ritzau/

Dagens Gossip