Ekspert: Petersens lynkarriere er imponerende

Jesper Petersen (S) ventes tirsdag ifølge DR og TV2 at blive valgt som ny finansordfører hos Socialdemokraterne.

Det er både imponerende og overraskende, at den 32-årige politiker, som for få måneder siden stadig var medlem af SF, så hurtigt har nået et tungt ordførerskab i partiet.

- Der er ingen tvivl om, at han er dygtig. Han må have overbevist sine nuværende partifæller om, at han rent faktisk er socialdemokrat. Det er det mest overraskende, siger politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg.

- I et så traditionelt parti som Socialdemokraterne, hvor der er mange mennesker om buddet, vil der normalt gå et langt stykke tid, før man er blevet afluset og accepteret. Der må man sige, at Jesper Petersen har gjort en kometkarriere, siger han.

Troels Mylenberg sammenligner Jesper Petersens S-karriere med energi- og klimaordfører Pernille Rosenkrantz-Theils (S). Hun skiftede i sin tid fra Enhedslisten.

Jesper Petersen forlod i foråret SF og posten som politisk ordfører. Troels Mylenberg mener, at hans politiske fortid kan være en fordel i finanslovforhandlingerne.

- Man må have vurderet, at han stadig har en eller anden form for god relation til sine tidligere kolleger i SF, fordi det er dem, som han også skal sidde og forhandle central politik med, siger han.

Ordførerrokaden i Socialdemokraterne skal vedtages på et gruppemøde tirsdag formiddag klokken 11.

Rokaden betyder ifølge TV2, at den tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen som ventet bliver indstillet som ny gruppeformand, mens Magnus Heunicke fortsætter som politisk ordfører.

/ritzau/

 

Dagens Gossip