Ekspert: Pilen peger på russiske oprører efter flystyrt

Skrevet af admin

17/07/2014

Mest læste i dag

Man kan godt glemme alt om, at torsdagens nedskydning af et Boeing 777 passagerfly over ukrainsk luftrum kan have noget at gøre med en mand på en bakketop med en raket.

Det fastslår lektor ved Forsvarsakademiet og Ukraine-ekspert, Claus Mathiesen, der mener, at det - sådan som situationen er kendt på nuværende tidspunkt - er mest sandsynligt, at russiske separatister står bag.

Ifølge regeringskilder på ukrainsk side er flyet fra Malaysia Airlines med 295 om bord skudt ned med et jord-til-luft-missil af typen BUK.

- Det er jo ikke noget, man går rundt med på ryggen og fyrer af op i 10-12 kilometres højde, og så rammer det. Det kræver et samspil mellem flere kraftige radarkøretøjer og deres besætninger, og det skal så koordineres med dem, der affyrer, siger Claus Mathiesen.

- Men at skyde efter et fly i den højde er relativt meningsløst set fra et militært synspunkt, for fly i den højde har ingen direkte indvirkning på det, der foregår nede på jorden, siger han.

Han peger på, at de russiske oprørere i Ukraine i den senere tid har forsøgt at "rense" luftrummet over deres områder i det østlige Ukraine for trusler.

- I de seneste dage er det som om, at separatisterne har forsøgt at gøre deres område til en slags "no-fly-zone" og skræmme de ukrainske regeringsfly fra at overflyve området. De skød et transportfly ned forleden fra seks kilometers højde, siger Claus Mathiesen, der mener, at pilen også peger på oprørerne nu.

- Alt taget i betragtning er den mest plausible forklaring vel, at missilet er affyret fra oprørsstyrkerne. Det ville være så hovedløs en provokation fra enten russisk eller ukrainsk side, at det ikke rigtig giver mening, at det skulle komme herfra, siger han og fortsætter:

- Men det kringlede her er jo, at det omvendt - hvis man ser på det rent tekniske i at affyre sådan et missil - er mindst sandsynligt, at separatisterne kan stå bag.

/ritzau/