Ekspert: Pisa-test er ubrugelig

Testen har i flere omgange vist skuffende resultater for de danske skolebørn, der er blevet overhalet af lande som Polen, Slovenien og Estland.

Pisa-testen dannede i begyndelsen af forrige årti baggrund for indførelsen af nationale test i skolerne, men undersøgelsen, der gennemføres hvert tredje år i omkring 30 lande, bygger på en metode, der ranglister landene tilfældigt, viser Kreiners forskning.

Det sagde han allerede i 2011, men nu bliver hans resultater publiceret i det anerkendte tidsskrift for statistik, Psychometrika.

»Min påstand er fortsat, at man ikke ud fra Pisa-undersøgelsen kan sige noget som helst om, hvor Danmark ligger i forhold til de lande, vi sammenligner os med. Vores resultater viser, at afhængigt af hvilke opgaver man vælger, kan man placere landene fuldstændig, som man vil. Jeg kan ud fra Pisas materiale få Danmark til at ligge nummer to, men jeg kan også få Danmark helt ned på en 42.-plads. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis testene havde fungeret, som Pisa siger, de gør«, siger Svend Kreiner.

Pisa-testen i læsning fra 2006 danner udgangspunkt for hans undersøgelser, og resultaterne viser, at testen ikke tager tilstrækkelig højde for forskelle i opgavernes sværhedsgrader i de forskellige lande, der deltager.

Spørgsmål om vindkraft vil således favorisere danske elever, mens norske elever vil have fordel af opgaver om vandkraft.

Det er ikke lykkedes Pisa at gøre op med usikkerhederne, og det får Svend Kreiner til at konkludere, at undersøgelsen er ubrugelig.

»I det omfang uddannelsespolitikken er baseret på Pisa-undersøgelser internationalt, er den baseret på kviksand,« siger han.

Det er statistikprofessor Peter Allerup fra Aarhus Universitet helt enig i.

»Det giver ingen mening at bruge rangordningerne til at hyle op om, hvorvidt vi ligger nummer fire eller 17, når man kan få en helt anden rangordning ved at bruge nogle andre opgaver. Kreiners kritik er gennemført«, mener Allerup.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) siger, at hun vil se på kritikken.

»Jeg vil bede ministeriets fagpersoner læse Sven Kreiners kritik grundigt igen og eventuelt gå i dialog med OECD’s Pisa-sekretariat,« skriver hun i en mail til Politiken.

Dagens Gossip