Ekspert: PKK-terrorsag er storpolitisk

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

Der er gået storpolitik i sagen om terrorstøtte til PKK, hvor to mænd onsdag er kendt skyldige af Østre Landsret, mens otte er frikendt.

Det vurderer journalist, historiker og forfatter Deniz Serinci. Han har fulgt sagen tæt og er i gang med at skrive en bog om netop PKK i Danmark.

- Tyrkiet har længe ønsket, at der fra EU’s side skulle slås hårdere ned på PKK. Man hører tit tyrkiske ledere sige, at Europa direkte støtter PKK.

- Da alle ti mænd blev frikendt i byretten i 2014, kritiserede den tyrkiske ambassade dommen. Og de vil nok også være utilfredse nu, fordi otte af dem igen blev frikendt, siger han.

Sagen fylder en del uden for Danmarks grænser, vurderer Deniz Serinci, der onsdag er blevet kontaktet af kurdiske journalister fra både Tyrkiet og Irak om sagen.

Men blandt danske kurdere er det en anden sag, siger han.

- Sagen fylder ikke meget i danske kurderes hverdag. De kurdere, der er i Danmark, er tit ikke vildt politiske. De kommer som regel fra et område, hvor den kurdiske nationalisme ikke står så stærkt.

- Ifølge Østre Landsret var der dukket 50 personer op til demonstration foran retten. Blandt de 40.000 kurdere, der er i Danmark, er det altså ikke ret mange. Og sådan har det været gennem hele sagen, siger han.

I sagen skulle Østre Landsret tage stilling til, hvorvidt PKK er en terrororganisation, eller om organisationens kamp kan betegnes som en lovlig frihedskamp. Her fandt retten, at der er tale om en terrororganisation, og det overrasker ikke Deniz Serinci.

- Det var nok alment kendt, at sådan ville det være.

- Men når jeg løbende jeg har talt med de tiltalte og deres familier, så har deres opfattelse været, at nu hvor PKK kæmper mod Islamisk Stat i en koalition med Danmark, så kunne det være, at domstolene ville ændre tilgang til det. Men det er så ikke sket, siger han.

/ritzau/