Ekspert: Politikerne er brutale mod lærerne

Det er helt usædvanligt at kæde en storstilet reform af folkeskolen sammen med forhandlingerne om lærernes løn og arbejdsvilkår. Sådan lyder vurderingen fra arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

- Det er en brutal måde at forhandle overenskomster på, hvor resultatet nærmest er givet på forhånd, siger Flemming Ibsen.

- Skolereformen er jo nærmest tilrettelagt ovre i Finansministeriet, selvom det er KL, der skal forhandle. Jeg synes, det bryder med tidligere tiders måde at forhandle på, siger han.

Vreden over regeringens planer om at finansiere skolereformen med en ændring af lærernes arbejdsforhold har bredt sig til både pædagogerne, socialrådgiverne, specialarbejderne i 3F og hovedorganisationen FTF, skriver Politiken tirsdag.

Og Flemming Ibsen kan godt forstå, hvis sygeplejersker, socialrådgivere og andre grupper af offentligt ansatte bliver meget bekymrede over forløbet.

- Man plejer ikke at forhandle overenskomster på det offentlige område med en trussel hængende over hovedet. Det er jo nærmest en revolution af folkeskolen, hvor finansieringsmodellen er afhængig af overenskomstforhandlingerne, siger han.

Det kan ligne en risikabel måde at tilrettelægge en reform, når man ikke kender udfaldet af forhandlingerne.

- Med mindre man har lagt en drejebog på forhånd, hvor man tromler Danmarks Lærerforening over i forhandlingerne og kører lockout. Hvis der bliver strejke, så vedtager man overenskomsten i Folketinget, tilføjer Flemming Ibsen.

Balladen om folkeskolereformen kommer kort tid efter, at finansminister Bjarne Corydon (S) fik kritik for at blande sig i forhandlingerne mellem lønmodtagere og arbejdsgivere om en spareplan i SAS.

Og det begynder at ligne en tendens, at politikere blander sig i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.

- Det er en besynderlig måde at køre en arbejdsmarkedsmodel på, siger forskeren.

Regeringen vil blot afsætte fire milliarder kroner i alt frem til 2020 fra en allerede eksisterende reserve. Og det er slet ikke nok til at gennemføre de storstilede planer om en bedre folkeskole med flere undervisningstimer.

Dermed er den nye folkeskoleaftale helt afhængig af de kommende overenskomstforhandlinger mellem kommunerne og lærerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV