Ekspert: Politiske embedsmænd vil aflaste »presset embedssystem«

»Meget tyder på, at systemet ikke fungerer, som det ser ud nu. Tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft kritiseres for at handle for politisk i forbindelse med skattesagen. Tidligere departementschef i Integrationsministeriet Claes Nilas kritiseres for sin rolle i statsløsesagen. Vi kender til topembedsmænd i Forsvarsministeriet, der blev kritiseret for deres rolle i jægerbogssagen. En viceminister eller flere politiske embedsmænd vil kunne forhindre sådanne sager fremover, fordi de fjerner ansvaret for den politiske rådgivning fra det klassisk neutrale embedsværk,« siger hun.

Den udmelding kommer, efter at Karsten Lauritzen (V) og Jacob Bjerregaard (S) i Jyllands-Posten onsdag foreslår, at man giver det faste embedsværk politisk modspil ved at rekruttere flere politiske embedsmænd. Men ifølge Birgitte Poulsen vil flere politiske embedsmænd ikke kun styrke ministeren. Det handler i lige så høj grad om at sikre en større grad af neutralitet i embedsværket.

»I dag er der et enormt stort pres på embedsværket. De skal både levere en faglig og politisk rådgivning. Det gælder særligt topembedsmænd og departementschefer, kan have svært ved at vide, hvor langt de skal strække sig i den politiske rådgivning. Hvis vi får flere politiske udpegede embedsmænd, der går af med en regering, vil de aflaste det faste partineutrale embedsværk,« siger Birgitte Poulsen.

Socialdemokratiets politiske ordfører Magnus Heunicke afviser over for Jyllands-Posten onsdag, at regeringen vil indføre flere politiske embedsmænd. Men det er en skam, mener forhenværende departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted.

»Embedsmænd har meget politisk magt i dag. Jeg tror, man gør klogt i at undersøge, hvilke erfaringer man har i blandt andet Sverige, England og Centraleuropa. Her ved vi, at man har fine erfaringer med både viceministre, statssekretærer og politiske kabinetter,« siger han.

Dagens Gossip