Ekspert: Radikalisering skal bekæmpes fra 1. klasse

Skrevet af admin

27/01/2015

Mest læste i dag

Myndighederne skal ikke vente med at bekæmpe radikalisering, indtil unge muslimer er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe som hellige krigere for Islamisk Stat. Unge skal allerede fra 1. klasse lære om demokrati, så de ikke radikaliseres.

Det siger Mehdi Mozaffari, professor og leder af Center for Forskning i Islamisme og Radikalisering ved Aarhus Universitet, efter den politiske aftale mod radikalisering til 60 millioner kroner fra satspuljen.

- Man skal allerede fra 1. og 2. klasse rette uddannelsen mod samfundets værdier. Der har været en passivitet fra uddannelsessystemet i Danmark og Frankrig, hvor man nu vil revolutionere systemet 100 procent med civil dannelse, siger Mehdi Mozzafari.

Det franske forslag kommer, efter at 10 tegnere, betjente og andre for nylig blev dræbt ved terrorangrebet mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo, og fire kunder omkom i et jødisk supermarked i Paris, påpeger han.

- Gerningsmændene var franskmænd, som er uddannet i Frankrigs system. De er i Europa, så det er et europæisk problem. Uddannelsessystemet har et kæmpe stort ansvar, siger Mehdi Mozzafari.

Men unge skal ikke blot lære om demokratiske værdier på skolebænken, men også senere i livet, mener Mehdi Mozzafari.

- Man skal lave et demokratisk kursus for de unge muslimer, som får dagpenge. Kurset skal forklare, hvorfor det danske samfunds værdier er vigtige. De skal gøre et betydeligt arbejde, så de for eksempel får et diplom efter seks måneder, siger han.

Mehdi Mozzafari vil hellere anvende muslimske filosoffer i kampen mod radikalisering end imamer fra den omstridte Grimhøjmoské i Aarhus.

- Det er fint, at man ikke henvender sig til imamerne i dette projekt, mener Mehdi Mozzafari.

/ritzau/