Ekspert: Regeringen står ikke alene bag økonomisk optimisme

Det påpeger økonomiprofessor ved Roskilde Universitet, Jesper Jespersen.

»Vi hører stort set hvert år, at nu er bunden nået, og at vi er på vej opad. Hidtil er vi blevet skuffede. Markedsøkonomier bevæger sig i konjunkturer, og jeg vil sådan set ikke være utilbøjelig til at tro, at man har passeret bunden af en konjunkturcyklus, og at vindene bliver mildere over Danmark. Men det sker, uden at man kan tale om, at regeringens reformer har ydet noget afgørende bidrag,« siger professoren.

»I bedste fald er regeringens bidrag (blandt andet vækstpakken, red.) strukturelle og vil i så fald først virke i et mere langsigtet perspektiv. Desuden er Danmark i høj grad afhængig af Europa for at få vendt udviklingen, og store dele af Europa er i øjeblikket mere underdrejet end herhjemme på grund af endnu strammere politik,« uddyber Jesper Jespersen.

I Berlingske siger statsministeren, at stemningen er vendt i dansk økonomi.

»Vi er nu to år inde i valgperioden, og der er grund til at gøre status. Vi er i en situation, hvor vi kan sige, at vi har fået Danmark på sporet igen, og det spor skal vi holde os på. Selv om det stadig er bløde indikatorer, der ligger til grund for det, så er der grund til en forsigtig optimisme,« siger Helle Thorning-Schmidt til avisen.

Hun henviser blandt andet til, at forbrugerne har fået større tillid til økonomien, at der er tegn på, at de også er begyndt at bruge flere penge, og at priserne på boliger så småt er begyndt at stige igen.

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og de Konservative giver ikke meget for statsministerens optimisme.

»Man bliver nødt til at hæfte sig ved det, vismændene og Nationalbanken siger: At det varer flere år, før vi kommer ud af den krise, vi er i. Samtidig er vi afhængige af et internationalt opsving. Det er blot et forsøg på at tale et opsving i gang. Hun har brug for optimisme, og det forsøger hun at få ved at prale lidt af de tiltag, hun har søsat (blandt andet reformer af SU, kontanthjælp og førtidspension, red.),« siger de Konservatives finansordfører Mike Legarth (K) til Berlingske Nyhedsbureau.

Enhedslisten ser heller ikke de store tegn på, at »Danmark er tilbage på sporet«, som Helle Thorning-Schmidt udtrykker det.

»Man kan ikke som Thorning være forsigtig optimist, for problemerne er langt større, end hun gør dem til. Der skal ske noget for de arbejdsløse og beskæftigelsen, som ikke vokser,« siger finansordfører Frank Aaen (Ø).

Spørgsmål til Jesper Jespersen: Hvad skal der gøres for at få den danske økonomi til at kravle igen?

»De fleste økonomer er enige i, at man på europæisk plan bør tage sig sammen og sige, at der er mangel på efterspørgsel. Altså hvilke lande har bedst råd til at øge efterspørgslen, således at man i fællesskab begynder at trække Europa ud af den her lavkonjunktur. Og der skal man kigge mod de lande, som har overskud på betalingsbalancen - navnlig Tyskland, men også lande som Holland, Østrig, Sverige og Danmark. De har altså den finansielle basis til dels at trække sig selv, men også Europa ud af det her dødvande. Det er her, hunden ligger begravet«.

Dagens Gossip