Ekspert: Region skal give kurator et uimodståeligt tilbud

Skrevet af admin

27/07/2016

Mest læste i dag

Lige nu arbejdes der på højtryk i Region Syddanmark for at sikre, at patienter fortsat kan blive behandlet, efter Skifteretten i Odense har erklæret ambulanceselskabet Bios konkurs.

To kuratorer er allerede blevet udpeget, og deres eneste forpligtigelse ligger hos kreditorerne, der nu skal forsøge at få mest mulig værdi ud af konkursboet.

Og hvis ikke værdier blot skal sælges videre til højestbydende, så vil det kræve, at regionen er klar til at kompensere kreditorerne.

Det forklarer Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, der er professor og ekspert i konkursret ved Københavns Universitet.

- Det er regionens hovedpine at sørge for, at der kører ambulancer, så de må give konkursboet et tilpas godt tilbud til, at det helt sikkert vil være en fordel for kreditorerne at fortsætte driften.

Han understreger, at kuratorerne ikke vil tøve med at sælge værdierne videre, hvis de vurderer, at det er i kreditorernes interesse.

Derfor skal Region Syddanmark tilbyde kuratorerne et tilbud, de ikke kan sige nej til.

- Man kunne forestille sig en meget hurtig virksomhedshandel, hvor regionen meget hurtigt køber ambulancerne og de ansatte af konkursboet til en pris, de kan blive enige om, hvis kuratorerne vurderer, at det er i kreditorernes interesse, forklarer han.

/ritzau/