Ekspert: Region skal give kurator et uimodståeligt tilbud

Skrevet af admin

27/07/2016

Dagens topnyheder

Lige nu arbejdes der på højtryk i Region Syddanmark for at sikre, at patienter fortsat kan blive behandlet, efter Skifteretten i Odense har erklæret ambulanceselskabet Bios konkurs.

To kuratorer er allerede blevet udpeget, og deres eneste forpligtigelse ligger hos kreditorerne, der nu skal forsøge at få mest mulig værdi ud af konkursboet.

Og hvis ikke værdier blot skal sælges videre til højestbydende, så vil det kræve, at regionen er klar til at kompensere kreditorerne.

Det forklarer Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, der er professor og ekspert i konkursret ved Københavns Universitet.

- Det er regionens hovedpine at sørge for, at der kører ambulancer, så de må give konkursboet et tilpas godt tilbud til, at det helt sikkert vil være en fordel for kreditorerne at fortsætte driften.

Han understreger, at kuratorerne ikke vil tøve med at sælge værdierne videre, hvis de vurderer, at det er i kreditorernes interesse.

- Det vil betyde, at de som minimum skal tilbyde en underskudsgaranti og måske endda lidt mere, så kreditorerne tjener lidt på at drive det videre. Ellers bliver kuratorerne nødt til at sige stop, forklarer Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen.

Efter konkursdommen i Skifteretten, vil der ifølge Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen hurtigt være mange interesserede købere til Bios' ambulancer og andre værdier.

Derfor skal Region Syddanmark tilbyde kuratorerne et tilbud, de ikke kan sige nej til.

- Man kunne forestille sig en meget hurtig virksomhedshandel, hvor regionen meget hurtigt køber ambulancerne og de ansatte af konkursboet til en pris, de kan blive enige om, hvis kuratorerne vurderer, at det er i kreditorernes interesse, forklarer han.

Selv om Region Syddanmark skal investere i ambulancedriften, så er det for tidligt at sige noget om, hvad det kommer til at betyde for skatteyderne.

- Det er et kæmpestort regnestykke. Det handler jo om, at de indliciterer ambulancedriften, og hvorvidt det bliver et overskud eller underskud på den lange bane er svært at vurdere, siger Ulrik Rammeskow Bang Pedersen.

/ritzau/