Ekspert: Renteloft er gift for boligejerne

Skrevet af admin

20/01/2014

Dagens topnyheder

Regeringens nødplan for de populære etårige flekslån, de såkaldte F1-lån, risikerer at gøre med skade end gavn.

Det mener CBS-professor Jesper Rangvid, som i en kronik i Børsen opfordrer regeringen til at droppe en af grundpillerne i forslaget.

Professoren, som også er manden bag Rangvid-rapporten, der handler om årsagerne til finanskrisen, mener, at loftet for hvor meget fleksrenten kan stige på et år, i sidste ende kan gå ud over boligejerne.

Loftet kaldes også rente-triggeren, og ifølge Jesper Rangvid kan det resultere i kraftigt stigende fleksrenter.

- Du kan få nogle grimme scenarier, hvor en rente-trigger gør tingene værre, end hvis du ikke havde en rente-trigger, lyder det fra Jesper Rangvid i Børsen.

Avisen har talt med flere realkreditinvestorer, som bakker Rangvid op i kritikken.

- Jeg tror, at alle i branchen er relativt enige om, at den rente-trigger ikke giver nogen mening. På et tidspunkt når folk finder ud af, hvad den indebærer, så vil de undre sig over, hvad den skal gøre godt for, siger Peter Mosbæk, obligationschef i Maj Invest, til Børsen.

Men erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) fastholder over for Børsen, at renteloftet er vigtigt, da det "beskytter låntagerne mod store forbigående rentestigninger, for eksempel som følge af valutauro", lyder det.

Henrik Sass Larsen præsenterede i begyndelsen af november sidste år forslaget til redningsplanen for F1-lånene. Lovforslaget blev fremsat i lyset af de skærpede krav fra ratingbureauerne og EU til realkreditsektoren.

/ritzau/