Ekspert: Republikanere bekriger hinanden over budget

»Republikanerne i Repræsentanternes Hus har i seks måneder nægtet at gå i såkaldt »conference« med det demokratiskkontrollerede Senat. Det har de gjort med vilje for at komme så tæt som muligt på deadline, og de har håbet, at de på den måde kan presse noget stort igennem som at fjerne eller udskyde midlerne til den såkaldte Obamacare, som træder i kraft tirsdag,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Finder Kongressen ikke en løsning på konflikten, vil det medføre en nedlukning af flere føderale funktioner og sende omkring en million statsansatte hjem uden løn tirsdag. Og ifølge Niels Bjerre-Poulsen er den almindelige opfattelse i USA, at Republikanernes konfrontationskurs er en politisk selvmordsstrategi.

»Det er John Boehner (formand for Republikanerne i Repræsentanternes Hus, red.) og den øvrige ledelse i partiet klar over. Men ledelsen står over for en Tea Party-fløj, som er ligeglad med, om man fører uansvarlig politik og som faktisk ønsker konfrontationen. Det er lidt af en borgerkrig, der er i gang i partiet, og de moderate har ikke nogen egentlig magt i den kamp,« lyder det fra USA-eksperten, der vurderer, at konflikten er i Demokraternes interesse.

»Demokraterne har det sådan, at de er bedst tjent med, at Obamacare bliver til noget, og de vil for alt i verden ikke gå med til et kompromis, hvor Obamacare udgår. De er overbeviste om, at Republikanerne kæmper imod med næb og klør, fordi de rent faktisk tror, Obamacare virker,« uddyber Bjerre-Poulsen.

Han tror ikke, at en nedlukning vil vare mange dage, men skulle det ske, vil amerikanerne komme til at mærke det.

»Trækker det ud i en uge eller to - hvilket jeg ikke forventer - så vil folk i høj grad komme til at mærke det her, og den måske største konsekvens kan blive, at de økonomiske markeder vil reagere på den politiske uro og på mistilliden til det politiske system i USA, hvor Kongressen gang på gang har vist sig at være handlingslammet,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Dagens Gossip

Dagens TV