Ekspert: Riis-salg er skidt for dansk cykling

Mandag blev det bekræftet, at dansk cykling ikke længere har et hold på højeste niveau. Bjarne Riis har solgt sit livsværk til den russiske rigmand Oleg Tinkov.

Skidt nyt for dansk cykelsport, mener den tidligere cykelrytter Alex Pedersen, der også har en fortid som sportsdirektør for Riis.

- Det er skidt for dansk cykelsport, fordi det langt hen ad vejen er sponsorerne, som bestemmer, hvilken profil cykelholdet skal have.

- Bjarne har altid lagt vægt på, at det skulle have en dansk profil, fordi han er født og opvokset i Danmark. Han har også altid haft danske sponsorer på den ene eller anden måde.

- Det er der stadigvæk med Saxo Bank (i 2014, red.), men nu er Bjarne ikke ejeren længere. Nu har holdet en russisk ejer, så der er ingen tvivl om, at fokus vil gå fra danske til russiske talenter i stedet for.

- Det ser man på alle andre hold, og hvorfor skulle et russisk hold tage to-tre danske talenter ind hvert år, som Bjarne har gjort?

- Bjarne har vel altid haft 20-25 procent danske ryttere på holdet, men det vil blive reduceret hen over tid. Ingen tvivl om det. Vejen til World Touren er blevet sværere for danske ryttere, siger Alex Pedersen.

Riis siger selv om betydningen for dansk efter salget af sit hold:

- Vi har gjort gode ting i Danmark, og der er enormt meget talent i Danmark til fremtiden. Cykling i Danmark er andet og mere end mig.

- Dette hold fortsætter strukturen mere eller mindre - vi vil stadig have kontor i Danmark i hvert fald det næste år.

- Vi er det World Tour-hold med flest danskere på holdet - og den danske faktor er der stadig. Men for mig har det aldrig været et 100 procent dansk hold, det er et international, globalt hold, og det har det altid været, siger han.

At Riis netop sælger til Tinkov, som har været medsponsor for holdet i år, er måske lidt overraskende.

Oleg Tinkov har offentligt i skarpe vendinger kritiseret holdet og i særdeleshed superstjernen Alberto Contador under årets Tour de France.

- Hvis man er ude på at sælge noget, så sælger man vel til ham, der vil betale prisen. Så er det lige meget, hvem det er. Umiddelbart jeg overrasket over, at Bjarne sælger, men han har vel fået et så godt tilbud, at han ikke kunne lade være.

- Man han heller ikke lade være med at tænke på, om den igangværende Anti Doping Danmark-sag har noget på sig, så han skal være nervøs, siger Alex Pedersen.

Det sidste afviser Riis. Undersøgelserne og en mulig sag mod ham rejst af Anti Doping Danmark har ikke haft betydning for beslutningen om at sælge holdet.

- Absolut ikke, det er alene spekulationer, siger Riis.

Fra 2014 kommer holdet til at hedde Tinkoff-Saxo.

/ritzau/

Dagens Gossip