Ekspert: Rusland vil spænde ben for USA med ny alliance

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

Ruslands alliance med Frankrig i kampen mod Islamisk Stat skal ikke ses som andet end mulighed for Putin for at spænde ben for USA.

Det mener Mette Skak, der er ekspert i russisk udenrigspolitik og lektor ved Aarhus Universitet.

- Man skal ikke lægge noget som helst langtidsholdbart i ordet alliance. Det er ren og skær opportunisme fra russisk side, siger hun og fortsætter:

- Rusland er en ekstremt opportunistisk spiller, som kun tænker i, hvad der kan forlænge Putins greb om magten hjemme i Rusland, og hvad der kan genere USA ude i verden, siger hun.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tirsdag meldt ud, at Rusland vil koordinere angreb på Islamisk Stat med Frankrig og "arbejde sammen som allierede".

Putin har talt i telefon med den franske præsident, François Hollande, og ifølge Kreml i Moskva er de to præsidenter blevet enige om at etablere koordinering.

I Paris, den franske hovedstad, siger præsidentkontoret, at Hollande agter sig til Washington i USA og Moskva i næste uge for at drøfte kampen mod Islamisk Stat og situationen i Syrien.

Frankrig er i forvejen i alliance med USA i Syrien, og det er den alliance, som Mette Skak mener, at Putin nu vil forsøge at komme imellem.

- Man tror, at man ved at engagere sig på fransk side måske kan skabe en distance mellem USA og Frankrig, siger Mette Skak.

Rusland og de vestlige allierede kæmper hver sin kamp mod Islamisk Stat i Syrien.

Men hvor de vestlige lande vil af med styret med præsident Bashar al-Assad i spidsen, vil Rusland have, at han skal blive siddende på magten.

Begge parter i konflikten vil dog have udryddet Islamisk Stat, der udgør en trussel for både vestlige og russiske interesser.

Alliancen mellem Rusland og Frankrig sker, efter at begge lande for nylig har været udsat for blodige angreb, som Islamisk Stat har taget skylden for.

/ritzau/