Ekspert: Russerne fylder et magttomrum i Syrien

Skrevet af admin

27/09/2015

Dagens topnyheder

Rusland, Iran, Irak og Syriens beslutning om at oprette et fælles center i Bagdad for at udveksle informationer i kampen mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) er først og fremmest et signal til omverdenen om, at landene er på samme side.

Det mener Helle Malmvig, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Når irakerne siger, at de vil dele deres efterretninger med Iran, Rusland og Syrien, så er det jo ikke noget nyt - det tror jeg, de har gjort i et stykke tid. Så det har først og fremmest en signalværdi, når de melder det her ud.

- Men det handler også om, at russerne sammen med Assad-regimet gerne vil fortælle, at Assad (Bashar al-Assad, Syriens præsident, red.) også er en del af løsningen mod Islamisk Stat, siger Helle Malmvig.

Hun er nu spændt på, hvordan USA vil forholde sig til Ruslands udlægning af situationen.

- Vi har hørt europæiske ledere sige, at de bliver nødt til at forhandle med Assad og inddrage Iran i en løsning mod Islamisk Stat, siger hun.

Meget afhænger af, hvor meget Vesten - herunder USA - er villig til at samarbejde med russerne.

- Men det peger i retning af et samarbejde.

- Russerne har gjort sig uundgåelige ved eksempelvis at have landtropper på jorden, som vi i Vesten ikke er villige til at bruge. Derfor kan de blive nødvendige.

Og så viser udmeldingen også, at der en global kamp mellem Rusland og Vesten om, hvem der sidder på Mellemøsten.

- I rigtig mange år har russerne været ligegyldige spillere – nu er de pludselig nogle, man skal tage med til bordet.

- De er dygtige, de russere, til at fylde et magttomrum, lyder vurderingen fra Helle Malmvig.

/ritzau/