Ekspert: Sådan kan Bieber redde karrieren

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Den 21-årige popsanger Justin Bieber fik endnu en gevaldig ridse i lakken torsdag aften, da han i vrede afbrød en koncert i Oslo for 1000 fans - heriblandt otte danske - efter kun et nummer.

Den senere tid har stjernen ellers været på en regulær tilgivelsesmission.

Efter et hav af skandaler, der omfatter hashrygning, flere sammenstød med paparazzofotografer og anholdelser for blandt andet at have kørt bil, mens han var påvirket, har Justin Bieber gået bodsgang verden over i et forsøg på at vaske tavlen ren og overbevise sine fans om, at han nu var klar til at være det forbillede, han burde.

Torsdag aften gik det galt igen, men det er heller ikke nemt at vokse op som teenage-stjerne, fortæller Lisbeth Ihlemann, der har en PhD. i musikvidenskab.

- Jeg tror, de lever et mega fucked up liv. Mange af dem er producerede acts og en vare med en udløbsdato. Nogle af dem kan ikke nok, og nogle af dem bliver simpelthen skøre eller skadede i processen, siger hun.

Efter nogle ret uheldige år er stjernen - eller teamet omkring ham - ellers påbegyndt det, der skal være Justin Bieber i version to. Stjernen skal rejse sig igen, og han skal have fansne til at bakke op om sig.

Teksten til andensinglen fra Justin Biebers kommende album efterlader således heller ikke meget tvivl om, hvad det er, han prøver at kommunikere.

- Jeg ved godt, at jeg har svigtet, er det for sent for mig at sige undskyld nu? Undskyld, undskyld, undskyld, synger han.

- Jeg tror helt sikkert, at det er strategisk planlagt, at andensinglen hedder "Sorry", siger Lisbeth Ihlemann, og sammenligner strategien med boybandet Take That, der også brugte musikken til at formulere et statement til fansne, da de efter bandets opløsning fandt sammen igen.

- De havde jo singlen "Back For Good", da de lavede deres comeback. I begge tilfælde er der helt sikkert ikke meget, der er overladt til tilfældighederne, forklarer Lisbeth Ihlemann.

Justin Bieber brød for alvor igennem med sangen "Baby" fra 2010. På det tidspunkt var han kun en teenager, og opmærksomheden om den unge dreng var massiv. Hit fulgte hit, indtil det i 2013 begyndte at gå galt i kulissen. Her fulgte en serie af uheldige episoder.

Men selvom Justin Bieber torsdag aften igen svigtede sine fans, så har han stadig en chance for at manifestere sig som voksen popartist på længere sigt.

- Det kan godt lade sig gøre. Fans er nogle af de mest tilgivende i verden, og hvis man kan noget og rammer den rigtige åre, så kan man godt skabe sig en karriere i version to. Vi har jo set den transformation hos flere teenageidoler, fortæller Lisbeth Ihlemann.

Men der er kun én vej at gå, hvis man efter en verdensomspændende berømmelse som teenagestjerne skal prøve at skabe sig en karriere som voksen.

- Man skal have en anden anerkendelse, siger Lisbeth Ihlemann.

- Så når man skal transformere sig om til voksen, så skal man "have noget mere at komme med". Og der er ingen tvivl om, at Justin Bieber er dygtig, og han er også delvis kommet frem på egen vis, fortæller hun.

På det nye album "Purpose" har Bieber blandt andet allieret sig med de anerkendte producere Skrillex og Diplo, og det er nøjagtig den vej, han skal gå.

- Han skal tale til en anden målgruppe, og han skal komme med noget nyt, der vil noget mere. Der har altid været et publikum til popmusik, og det kan også være, at han kan skabe sig en ny persona og en ny fortælling om sig selv, der gør, at han kan blive iscenesat som noget voksent.

- Jeg tror, det kan blive svært, men man skal aldrig sige aldrig. Fans vil jo helst ikke tage fejl, så de hænger ved meget langt hen ad vejen, siger Lisbeth Ihlemann.

Albummet "Purpose" udkommer den 13. november.

/ritzau/FOKUS