Ekspert: Sag er god debut for terrorparagraf

De to somaliske brødre, der mandag er kendt skyldige efter straffelovens terrorparagraf, rammer plet i den del af paragraffen, der handler om at modtage træning med skumle hensigter.

Det mener professor i strafferet fra Københavns Universitet Jørn Vestergaard.

- Som en første sag er denne interessant, fordi den rammer kernen i paragraffens bestemmelse om, at hensigten med træningen skal være terrorhandlinger, siger han til Ritzau.

For hvor Europarådet og EU kun kræver, at det skal være strafbart at terror-træne andre, er Danmark gået et skridt videre ved også at straffe dem, der modtager træningen med terrorhandlinger for øje.

- Men det er jo ikke altid sikkert, hvad meningen og formålet er med at modtage sådan en træning, så derfor er det godt, at der i denne sag ikke har været tvivl om, at brødrene havde gang i noget rigtig skidt, siger Vestergaard.

Men netop den onde hensigt, som dommerne fastslog i mandagens kendelse, sikrer også, at paragraffen, der handler om at modtage terrortræning, ikke kan bruges i flæng, men kun ved forløb, der indebærer stor risiko for at kunne føre til terrorhandlinger.

Derfor påpeger Jørn Vestergaard også, at sagen ikke uden videre kan sammenlignes med de mange unge danskere, der for tiden rejser mod Syrien for at deltage i oprøret mod præsident Bashar al-Assad.

- Det er sværere at skelne i Syrien. Nogle af dem, der rejser derned, er ude i en god sags tjeneste, mens andre er på det forkerte hold, forklarer Vestergaard.

Derfor er det meget vigtigt at kunne kortlægge, hvilke forbindelser og aktiviteter de unge mænd deltager i, hvis man ønsker at afsløre intentioner om terrorisme hos tilrejsende i Syrien.

- Der er situationen jo meget klarere, hvis man rejser til Somalia og går i træningslejr hos al-Shabaab, forklarer professoren.

I Syrien er det i øvrigt svært at skelne de mange forskellige oprørsgrupper fra hinanden, både for politiet, men også for de tilrejsende.

Derfor kan man ikke uden videre bevise, at der er forsæt om terrorvirksomhed

alene ud fra, at en given organisation havner på politiets terrorliste, mener Jørn Vestergaard.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV