Ekspert: Sanktioner mod Ukraine vil ramme pengepungen

Skrevet af admin

21/02/2014

Dagens topnyheder

En række EU-sanktioner mod Ukraine vil have konsekvens for de ukrainske bagmænds økonomiske råderum. Om sanktionerne vil skabe fred, er til gengæld svært at sige.

Det vurderer Søren Riishøj, lektor inden for Østeuropa og EU ved Syddansk Universitet.

- Sanktionerne vil have en virkning. Om de så er med til at skabe fred eller mere polarisering, det er selvfølgelig svært at spå om, siger Søren Riishøj.

Vurderingen kommer efter, at EU-landenes udenrigsministre torsdag blev enige om at indføre sanktioner mod Ukraine.

Sanktionerne betyder, at personer, der "står bag menneskerettighedskrænkelser, vold og overdreven magtanvendelse" bliver nægtet indrejse og får indefrosset de midler, de måtte have stående på bankkonti i EU.

- Den del af magteliten, der har anbragt deres penge i udlandet, de gør det typisk i vestlige banker eller i fast ejendom i Vesten. De bliver så omfattet af sanktionerne og vil blive ramt på pengepungen, siger Søren Riishøj.

Lektoren pointerer, at sanktionerne foreløbig ikke har ramt den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, men at de er et signal om, at hvis han ikke bøjer sig i en eller anden grad, så kan sanktionerne også komme til at ramme de nærmeste omkring ham.

Mens der altså sanktioneres mod personer på den ukrainske myndighedsside og de direkte ansvarlige for volden på oppositionens side, så tegner der sig et billede af et stigende pres på Ukraines præsident.

- Han (Viktor Janukovitj, red.) er selvfølgelig under pres og også rent personligt. Han risikerer at blive kørt op i et hjørne i Ukraine og nærmest sætte sit eget liv på spil, siger Søren Riishøj og fortsætter:

- Vi taler så småt om noget, der ligner en revolution blandt befolkningen. Der er et forsøg på at omstyrte en præsident og et regime.

Ud over sanktionerne fra EU har den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, advaret Viktor Janukovitj om, at USA også kan være på vej med sanktioner rettet mod de ansvarlige for volden.

/ritzau/