Ekspert ser Eriksen som kreativt unikum i Tottenham

Tottenham har haft store problemer med at åbne modstandernes forsvarskæde i sæsonens tre første kampe, hvor de to mål, Spurs har scoret, begge er faldet på straffespark.

Det er netop årsagen til, at Christian Eriksen ventes at spille en vigtig rolle for Tottenham, og debuten kan falde allerede lørdag eftermiddag mod Norwich.

- Eriksen er anderledes end de spillere, de har i forvejen. Tottenham har masser af hurtighed på kanterne og mange fysisk stærke, dynamiske spillere på midtbanen. Men evnen til at låse et hold, der står dybt i banen, op mangler de, og den får de med Eriksen, siger Mikkel Bischoff, der har spillet i Manchester City og er nuværende Premier League-ekspert på 6eren.

Christian Eriksen er i spil til debut hos Tottenham, når White Hart Lane lægger græs til Premier League-opgøret mod Norwich.

Den tidligere Ajax-spiller har ikke trænet med sine nye holdkammerater mere end et par gange, siden han kom hjem fra landsholdstjeneste.

Men trods de få optrædener på Tottenhams anlæg på Hotspur Way i Enfield lovede Spurs-træner André Villas-Boas torsdag, at Christian Eriksen kommer til at figurere i kampen mod Norwich.

Se Christian Erikson trylle til træning

- Eriksen er bestemt en mulighed til startopstillingen. Han har ikke trænet så meget med de andre, men det er bestemt en af de ting, jeg overvejer. Jeg er sikker på, at han kommer i spil på den ene eller anden måde sagde Villas-Boas.

Særligt kreativiteten har manglet i Tottenhams forreste kæder, og dér kommer Christian Eriksen til at få en afgørende rolle, mener Mikkel Bischoff.

- (Etienne, red.) Capoue er en slider, (Moussa, red.) Dembele har et godt løb med bolden, og Paulinho er en klassisk boks-til-boks-spiller. Men de mangler noget kreativt, og Eriksen har det bedste øje for den forsvarssplittende aflevering, siger Bischoff og drager en parallel mellem André Villas-Boas' tid i FC Porto, hvor midtbanespilleren Moutinho var en vigtig brik.

- Eriksen er lidt samme type. Moutinho arbejder hårdt, men kan stadig noget kreativt, og det virker som om, at Eriksen har en stor stjerne hos Villas-Boas, fordi han kan noget af det samme, siger Mikkel Bischoff.

Tottenham har på sin Instagram-profil lagt en video op af Eriksen, der scorer et flot solo-mål til træning. Den slags skal man ikke underkende, når man kommer til en ny klub, siger Premier League-eksperten.

- Det handler også om de små ting til træning. Det første, man gør, når der kommer en ny spiller, er at kigge på ham til træning. Hvad er han for en, og hvad kan han? Der skal han bare turde gøre sin ting. Han skal stadig være ydmyg, men ikke alt for meget. Det er vigtigt også at have en her-kommer-jeg-attitude, siger Bischoff.

6eren sender Christian Eriksens mulige debut i kampen Tottenham - Norwich lørdag klokken 16.

Dagens Gossip

Dagens TV