Ekspert: SF har stadig en spillemulighed

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Da regeringens alliancepartnere i finansloven endte med at blive blå og ikke røde, stod venstrefløjen og SF tilbage som taberne.

Skatteminister Holger K. Nielsen fra SF var forbeholden over for aftalen. Det ville have været bedre med Enhedslisten, sagde han.

Men selvom SF har været igennem et hårdtslående kommunalvalg og flere skuffelser regeringsperioden igennem, skriver Weekendavisen fredag, at partiet står med en chance, netop fordi finansloven ikke blev lavet med Enhedslisten.

- Enhedslisten har gjort sig meget store anstrengelser for at erobre SF's gamle position som det pragmatiske og realpolitiske parti til venstre for Socialdemokraterne, siger politisk kommentator og forfatter til bogen "Den røde tråd - SF og vejen til magten", Hans Mortensen.

Han fortæller, at SF's frygt på længere sigt nok har været, at når de på et tidspunkt kommer ud af regeringen, så vil partiet ikke længere have en plads i dansk politik, for den har Enhedslisten taget.

Men det har Enhedslisten nu vist, med deres nej til finansloven, at det har de ikke, så SF's gamle rolle er ledig, forklarer Hans Mortensen over for Ritzau.

- Det er jo ikke sådan, at det her er SF's redning, så det bare kommer til at gå godt fra næste uge. Men der ligger en spillemulighed for SF i, at der er et stykke vej at gå, før Enhedslisten bliver realpolitikere, siger han.

Men det er ikke sikkert, at SF-ledelsen formår at tage denne chance for en genrejsning af partiet.

- SF har fået det her taberstempel på sig. Deres problem er, at de er så pryglede og vandte til at tabe, at de ikke rigtig tror på sig selv.

- Man kan se, hvordan de hænger med hovedet, når de kommer ud, i stedet for at ranke ryggen og sige: Prøv at se, hvad vi fik igennem, og se, hvad vi faktisk kom efter, siger Hans Mortensen.

For der er flere aftryk fra SF på finanslovaftalen i form af blandt andet penge til ældre, fagforeningsfradrag og en grøn investeringsfond, siger han.

- I masser af sammenhænge er SF blevet trynet i regeringen, men man kan ikke med rette sige det den her gang, siger Hans Mortensen.

Der var torsdag møde i SF's landsledelse, og den sang, man kunne høre dem synge, da de kom ud, var mere positiv end ellers.

- Det er svært at vende billedet, når man hele tiden får at vide, at man er dum og laver fejl, men de ligner nogle, der vil gøre forsøget, siger Hans Mortensen.

/ritzau/