Ekspert: SF vil få problemer med Vilhelmsen

Annette Vilhelmsens visioner vil slet ikke gå for SF i regeringen.

Så klar er dommen over den nye kandidat i SF's formandskamp fra politisk kommentator Hans Engell.

- Det hun skildrer, som det hun gerne vil med SF i et regeringssamarbejde. Det er fuldstændigt umuligt, siger han og uddyber:

- Det, at hun så stærkt betoner, at der skal være tid til at inddrage baglandet, og at man skal lytte og så videre - hele hendes græsrodperspektiv er fuldstændigt ubrugeligt i et regeringssamarbejde.

Han nævner som eksempel de kommende finanslovforhandlinger, hvor et regeringsparti skal kunne træffe beslutninger fra minut til minut, og bagefter kunne være sikker på, at beslutningerne bakkes op og dækkes ind både af folketingsgruppe og partiet i øvrigt.

- Der må man sige, at den arbejdsmetode hun lægger op til, den er fuldstændigt uanvendelig for et regeringsparti, siger han.

Det politiske program, hun præsenterede, da hun søndag aften meldte sig ind i kampen om formandsposten, er i øvrigt stort set en forlængelse af det, som hendes modkandidat Astrid Krag står for, mener Hans Engell.

Derfor mener kan, at hendes kandidatur først og fremmest er en protestaktion mod ledelsen i SF.

- Og sådan en protestaktion er ikke særlig brugbar på et tidspunkt, hvor SF er i dyb krise, regeringen har meget store vanskeligheder og man står foran en finanslov med mere, siger Hans Engell.

- Det er et udtryk for at SF's krise er meget alvorlig og nu også kan begynde at true regeringssamarbejdet, tilføjer han.

Hendes chancer for at vinde tør han dog ikke spå om, men han fremhæver, at hendes stærkeste kort er, at hun er ældre end Astrid Krag, at hun har mere erfaring fra arbejdsmarkedet, og at hun altså er den, der henvender sig til partiets sure del.

Fristen for at stille op til formandsposten udløber fredag den 21. september, og partiet forventer at have valgt en ny formand i slutningen af oktober eller starten af november.

Dagens Gossip