Ekspert: Sikkerheden på dAngleterre sejler

Storentreprenøren Pihl & Søn har svigtet deres ansvar for sikkerheden blandt håndværkere og byggefolk under renoveringen af luksushotellet d'Angleterre.

Sådan lyder anklagen fra flere sider få dage før genåbningen af berømthedernes og rockstjernernes foretrukne hotel i København. Det skriver Avisen.dk.

"Byggeriet på d'Angleterre skriger til himlen om manglende prioritering af sikkerhed. Den prioritering starter ved hjørnekontoret og er helt sikkert svigtet her," siger Louise Møller Pedersen, der er ph.d. i forebyggelse af arbejdsulykker fra Aalborg Universitet til Avisen.dk.

Avisen.dk har kortlagt forløbet omkring renoveringen af d'Angleterre, hvor der undervejs har været store problemer med arbejdsmiljøet og flere alvorlige arbejdsulykker.

Værst gik det et styrt fra et tag kostede en 32-årig stilladsarbejder livet i januar. Men forud for den tragiske dødsulykke er dokumenteret mindst ét tilfælde af blyforgiftning, flere alvorlige nærved-ulykker og en stribe af påtaler og strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

Louise Møller Pedersen har gennemgået forløbet og retter nu på den baggrund en skarp kritik mod Pihl & Søn:

"Byggeriet er en farlig branche, men det her er rigtig skidt. Byggebranchen konkurrerer på pris - og dermed tid. Forløbet omkring d'Anglettere illustrerer, at man har prioriteret tid - og dermed penge, langt over et sikkert arbejdsmiljø."

Samme reaktion kommer fra 3F.

"Historien sætter en tyk streg under resultatet af en ledelse, der er motiveret af den laveste fællesnævner. Billigste pris, nemmeste løsninger og forsøg på at holde ubehagelige ting hemmelige eller skjulte," siger forhandlingssekretrær for Byggegruppen Palle Bisgaard med henvisning til fyringen af to murersvende, der som arbejdsmiljørepræsentant og tillidsmand råbte højt om farligt arbejdsmiljø til Avisen.dk.

Pihl & Søn er en af Danmarks største entreprenørfirmaer, og har i de senere år været genstand for massiv kritik på grund af underbetaling, lønfusk og farligt arbejdsmiljø blandt især østeuropæiske underentreprenører.

På d'Angleterre har Pihl & Søn som hovedentreprenør anvendt op til 30 underentreprenører på samme tid.

Faglig sekretær Freddy Ridderhaugen fra Bygge-, Jord-, og Miljøarbejdernes Fagforening under 3F i København har fulgt byggeriet tæt og vurderer, at virvaret af danske og udenlandske byggefolk fra forskellige firmaer har skabt en forstærket risiko for arbejdsulykker.

Pihl & Søn kan ikke genkende kritikken. Ifølge underdirektør Bo Svendsen prioriterer firmaet arbejdsmiljøet meget højt og har interne kontrolinstanser, der rækker langt ud over det lovpligtige.

"Hotel d'Angleterre er en stor byggeplads, og det er et ældre hus fra 1755, der har været igennem en total make-over. Der har været mange håndværkere beskæftiget på samme tid, og når mennesker er involveret, kan der desværre ske fejl. Nogle får måske ikke ryddet op efter sig, andre kan have problemer med at respektere, at der er andre på pladsen, og der er planer, der ikke altid bliver fulgt. Så jo, Hotel d'Angleterre har været en udfordring, men det er også en udfordring der er blevet taget hånd om," siger han til Avisen.dk

D'Angleterre afviser af princip at kommentere på byggeriet - eller sikkerheden undervejs.

"Vi ønsker faktisk ikke at udtale os om det. Vi har hele vejen gennem byggeriet fastholdt, at det er Pihl's ansvar. Det er dem, der står for byggeriet, og det ønsker vi ikke at kommentere på," siger hoteldirektør Dorte Rønnow Hansen til Avisen.dk.

Dagens Gossip