Ekspert: SPD går styrket ind i samarbejdet med Merkel

Skrevet af admin

14/12/2013

Mest læste i dag

Formanden for de tyske socialdemokrater i SPD, Sigmar Gabriel, går styrket ind i regeringssamarbejdet med Angela Merkels borgerlige CDU og dets søsterparti CSU.

Lørdag stemte et stort flertal af partiets medlemmer ja til at indgå i samarbejdet, og ifølge Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet og tysklandsekspert, har afstemningen afgørende betydning for balancen mellem de to regeringspartnere.

- Urafstemningen har betydet, at Gabriel har kunnet lægge ekstra pres på Merkel i regeringsforhandlingerne, siger Lykke Friis.

- Gabriel har kunnet sige, at det godt kan være, at jeg ikke har fået så mange stemmer ved valget, men nu spørger jeg mine medlemmer. Giver du mig ikke noget, stemmer medlemmerne nej, og så får du pludselig ikke den regering, du ønsker, siger hun.

Socialdemokraterne har fået hele seks ministerposter samt et regeringsgrundlag, der indeholder røde mærkesager som en national mindsteløn og nemmere adgang til dobbelt statsborgerskab.

- Han har forhandlet godt, mener Lykke Friis.

Det er knap tre måneder siden, at valget blev afholdt. Siden har der været ført drøftelser og egentlige forhandlinger forud for afstemningen.

Det socialdemokratiske bagland har været skeptisk ved at indgå i en ny tysk storkoalition. Sidste gang SPD var juniorpartner i en stor koalition med Merkel for bordenden var fra 2005 til 2009. Her blev partiet straffet af vælgerne i 2009 og fik det dårligste valgresultat nogensinde.

Derfor kunne afstemningen også være endt med et brag og en historisk krise. Og det har både Gabriel og Merkel undgået.

- Vi får et stabilt og forudsigeligt Tyskland. Et Tyskland, hvor alt det, som man ønsker at gennemføre, er skrevet ned, siger Lykke Friis.

Merkel bliver officielt valgt til forbundskansler på tirsdag.

/ritzau/