Ekspert: Syrisk appel til Vesten ligner panik

Det kan ligne et udtryk for panik, at styret i Syrien har åbnet for at deltage i et internationalt samarbejde for at bekæmpe den islamistiske oprørsgruppe Islamisk Stat (IS).

Det vurderer Sune Haugbølle, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og ekspert i Syrien.

Vurderingen kommer, efter at den syriske udenrigsminister, Walid al-Moualem, har åbnet for et internationalt samarbejde med blandt andet USA og Storbritannien i kampen mod Islamisk Stat.

Det sker, efter at den Islamisk Stat efter knap en uges kampe har erobret den vigtige luftbase Taqba i nærheden af byen Raqqa i det nordlige Syrien.

- Det er ret dramatisk, hvis der fra syrisk side bliver appelleret til USA. Det er et udtryk for, at der er en vis panik over, hvor meget Islamisk Stat vinder frem, siger Sune Haugbølle til Ritzau.

Han vurderer dog, at Islamisk Stat ikke på kort sigt udgør en trussel mod Assad-styret.

- Der er dog ingen tvivl om, at IS er inde i en udvikling, som kan være bekymrende for regimet, så selvom de måske ikke står til at blive overrendt lige med det samme, så er regimet bekymret for IS' fremgang, siger han.

En af de vestlige stormagter i form af Tyskland har svært at ved at se et samarbejde med Assad-styret. Det siger en talsmand for det tyske udenrigsministerium Martin Schaefer ifølge Reuters.

- Det stiller de vestlige lande i et dilemma, hvis man begynder at åbne for muligheden for at bombe IS-områder i Syrien, fordi de kan ende i regimets hænder, siger Sune Haugbølle.

Sune Haugbølle peger derudover på, at Islamisk Stats fremmarch er en mulighed for Assad-regimet til at profilere sig internationalt.

- Det er meget kærkomment for regimet at kunne fremstå som moderat i forhold til IS, og det tror jeg, at de griber med kyshånd, siger han.

- Drømmescenariet for regimet er nok at komme tilbage i det fine selskab, men det virker på ingen måde realistisk.

/ritzau/

Dagens Gossip