Ekspert: Timosjenko kan få afgørende rolle

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

Ukraines dømte oppositionsleder Julia Timosjenko kan komme helt i centrum af begivenhederne, fordi parlamentet har vedtaget at afskedige landets præsident, Viktor Janukovitj, og udskrive valg allerede den 25. maj.

Det vurderer senioranalytiker ved DIIS, Karsten Jakob Møller.

Julia Timosjenkos er netop blevet løsladt fra fængsel.

- Hun har en meget stærk position, hvis hun fysisk er i stand til at genoptage sit politiske arbejde. Hun er en martyr for Janukovitj' politik. Derfor har hun en helt anden status og legitimitet end så mange andre, siger Karsten Jakob Møller.

- Hun er dén person, som i kraft af sin karisma og sine retoriske evner vil være i stand til at mobilisere den brede del af befolkningen. Hun vil også kunne skabe den nødvendige enighed i oppositionen.

Parlamentet har erklæret Janukovitj "ude af stand til at udføre sine opgaver". Han fordømte før afstemningen situationen i landet som et "kup" - og han vil ikke træde tilbage.

- De begivenheder, som vores land og hele verden er vidne til, er et eksempel på et statskup, sagde Janukovitj lørdag eftermiddag.

Karsten Jakob Møller er bekymret over, at Janukovitj særlig appellerer til den russisktalende del af befolkningen.

- Han siger, at det minder om Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 30'erne. Den appel er direkte stilet til de russisktalende ukrainere om at støtte ham. Den er sandsynligvis også stilet til hans russiske hjælpere om at komme ham til hjælp, siger Karsten Jakob Møller.

Han tror ikke, at Rusland vil gribe ind militært.

- Det vil være et meget stort prestigetab for dem. Omvendt fremstiller de russiske elektroniske medier det, der foregår i Ukraine, på samme måde som Janukovitj, siger Karsten Jakob Møller.

/ritzau/