Ekspert: Togplan kan dræbe lufthavne i Sønderborg, Karup og Aarhus

Regeringens massive investeringsplan for jernbanen kan blive dødsstødet for indenrigsflyene i tre jyske lufthavne.

En lavere rejsetid med tog kan være med til at tvinge de i forvejen pressede indenrigsflyruter fra Karup, Sønderborg og Aarhus til at nødlande, vurderer Ole Kirchert Christensen, som er direktør i Travelbroker, der rådgiver luftfartsindustrien.

- Rejsemønstrene vil helt klart ændre sig, og i sidste ende risikerer vi, at der kun er to levedygtige ruter tilbage i Jylland i form af Billund og Aalborg sammen med indenrigsruten til Bornholm, siger han til Ritzau.

- Som det ser ud nu, er det meget sandsynligt, konstaterer han.

Den danske indenrigstrafik er i forvejen presset, efter flyselskabet Cimber Sterling, som sad på halvdelen af markedet, gik konkurs sidste år, hvilket reducerede udbuddet markant.

Og med konkurrencen fra hurtigere tog går de danske provinslufthavne en svær tid i møde.

- Det vil helt klart svække indenrigstrafikken med fly i Danmark. Når der kommer en timemodel for togene, bliver det sværere og sværere at opretholde en fornuftig frekvens på indenrigsflyene, konstaterer Ole Kirchert Christensen.

- Karup Lufthavn hænger allerede i bremsen, og det her tiltag vil gå hårdt ud over Aarhus Lufthavn, fordi rejsetiden med tog til København bliver reduceret til to timer, tilføjer han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip