Ekspert: Trængt cirkusbranche skal genopfinde sig selv

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

De omrejsende cirkus skal genopfinde sig selv, hvis de skal overleve i kampen om danskernes opmærksomhed.

Sådan lyder det fra cirkuskender Jørgen Lorenzen, efter at et af de store danske cirkus, Cirkus Dannebrog, er kommet under konkursbehandling.

- Man skal have kigget på omkostningerne, men man skal også prøve at redefinere sig selv og måske skære lidt ned på ambitionerne, siger Jørgen Lorenzen, der har skrevet flere bøger om emnet og regnes som en af landets førende cirkuskendere.

Nyheden om Dannebrogs konkursbehandling kommer samtidig med, at Cirkus Benneweis har erklæret et års tænkepause i 2016.

Jørgen Lorenzen ser det som klart tegn på, at der er behov for, at branchen kigger på sig selv med nye øjne.

- I Tyskland har du et cirkus, Cirkus Roncalli, der har succes. Det er et sansebombardement af musik, farver og lyd. Det er en anden måde at lave cirkus på, som man måske kunne overføre til Danmark, lyder det fra Jørgen Lorenzen.

Han peger også på, at de tilbageværende danske cirkus kunne spare penge ved at skære lidt ned på turnéplanen og omfanget af artister.

- Det er uhyggeligt dyrt at flytte nærmest fra dag til dag med det store set up med mange artister og køretøjer, siger Jørgen Lorenzen.

Men landets kommuner kunne også skrue lidt på nogle knapper, som ville gøre livet lettere for de tilbageværende cirkus, påpeger han.

- Man kunne lette vilkårene for driften ved at indføre en ordning om, at når cirkus kommer til byen, så er det en service for byens borgere. Man kunne betale pladsleje, betale for vand, strøm og renovation. Det ville være en fantastisk hjælp, siger Jørgen Lorenzen.

Udover Benneweis, Dannebrog og Arena er der fem andre større turnerende danske cirkus - Baldoni, Arli, Krone, Mascot og Zirkus Nemo.

/ritzau/