Ekspert tvivler på ny flygtningestrøm fra Mali

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

En optrapning af Mali-konflikten vil ikke nødvendigvis sende flere afrikanske mennesker på flugt mod Europa, vurderer ekspert fra Dansk Institut fra Internationale Studier (Diis) Signe Marie Cold-Vagnkilde.

- En optrapning af konflikten vil afføde flere flygtningestrømme ud af Mali, men det betyder ikke, at de nødvendigvis tager til Europa. Langt de fleste er flygtet til mere sikre områder i Mali og til nabolandene, siger hun.

FN-missionen i Mali har bedt Danmark om et bidrag fra Danmark på 250 kamptropper. Men fredag orienterede regeringen Udenrigspolitisk Nævn om, at den vil sende 30 specialstyrker, et antal stabsofficerer og et fly.

I den forbindelse udtalte udenrigsminister Kristian Jensen (V), at det danske militære bidrag til Mali - ud over delvist at imødekomme FN's ønske - desuden skulle være med til at imødegå et øget antal flygtninge fra landet.

- Mali er kun én grænse væk fra Europa. En optrapning af konflikten i Mali vil derfor skubbe på de migrationsstrømme af afrikanere, som vi har set. Hvis vi skal imødegå det øgede pres, skal vi også tage en del af ansvaret, lød det fra udenrigsministeren.

Men Signe Marie Cold-Vagnkilde forudser ikke, at Europa vil opleve mange flygtninge fra Mali.

- For det første koster det rigtig mange penge at tage til Europa, det er rigtig farligt, og så vil folk hellere være tæt på deres slægtninge og der, hvor de har kontakter og mulighed for at vende tilbage, siger hun.

Selvom situationen i Mali har været ustabil i mange år, har den flygtningestrøm som Europa oplever nu, heller ikke været præget af folk fra det vestafrikanske land.

- Migration fra Mali har ikke fyldt særligt meget i migrationen fra Afrika til Europa. Det har primært været fra Eritrea og Nigeria, siger Signe Cold-Vagnkilde.

Danmark har i øjeblikket cirka 20 stabsofficerer i Mali.

/ritzau/