Ekspert udpeger lukningstruede kaserner

I Vordingborg frygter man at miste 800 arbejdspladser og i Varde 650 arbejdspladser, hvis den lokale kaserne lukker.

Men det bliver nogle helt andre ting, som kommer til at afgøre, hvor i landet der skal lukkes kaserner. Det siger Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor og militærekspert ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

- Det handler om, hvad kasernerne skal lave og hvilken struktur, de skal understøtte. Det handler om, hvad fremtidens forsvar skal lave og ikke om, det skal være et beskæftigelsesprojekt for den lokale egn, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han mener, at det er svært at se isoleret på spørgsmålet om, hvilke kaserner der er i spil, men peger dog på de to, som er i den største fare for afvikling.

- Det oplagte er jo dem, der var i spil i første runde, som var Varde og Høvelte. De stod i forhandlingsteksten, inden forliget blev indgået, og de var kraftigt i spil, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Senest 1. marts skal forsvarschef Peter Bartram aflevere sin indstilling til, hvilke kaserner der skal lukkes for at spare penge på forsvarets budget. Derefter skal politikerne træffe den endelige beslutning i marts.

Også på Christiansborg spekuleres der i, at pilen kan ende på Varde og Høvelte. Forsvaret har nemlig tidligere leveret rapporter om, hvilke etablissementer der kunne lukkes.

På baggrund af de rapporter var kasernerne i Sønderborg, Varde, Haderslev, Odense og Flådestation Korsør og beredskabstjenesten i Allinge i første omgang i spil.

I de afsluttende forhandlinger pegede regeringen dog på Høvelte Kaserne og Varde Kaserne.

Og i oplægget til Peter Bartram har forsvarsminister Nick Hækkerup (S) understreget, at det netop er hærens og Hjemmeværnets kaserner som Varde og Høvelte, der skal kigges på.

Men det møder modstand hos Venstre, hvor forsvarsordfører Troels Lund Poulsen insisterer på, at der skal kigges på alle tre værn. Altså også eksempelvis flådestationen i Korsør.

- Vi er kommet med en bred indstilling, hvoraf det fremgår, at der skal kigges på "forsvarets etablissementer". Det betyder både hærens, søværnets og flyvevåbnets etablissementer, siger Troels Lund Poulsen.

Han vil dog ikke pege på konkrete kaserner, flyve- eller flådestationer, som vil være oplagt at lukke.

- Nu må forsvarschefen komme med sin indstilling, og så er det en politisk beslutning derefter, siger Troels Lund Poulsen.

Dermed kan der vente en barsk politisk forhandling i forligskredsen, når forsvarschefen har afleveret sin indstilling.

/ritzau/

 

Dagens Gossip