Ekspert: Ukraines milliardønske er rimeligt

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Netop som der udspiller sig sammenstød mellem demonstranter og politiet i hovedstaden Kijev, har Ukraine bedt EU om et lån på 20 milliarder euro (over 145 milliarder kroner).

Det siger premierminister Mykola Asarov ifølge nyhedsbureauet Interfax. Det store økonomiske lån er angiveligt nødvendigt, hvis landet skal underskrive en handels- og associeringsaftale med EU.

Ønsket er rimeligt, vurderer Søren Riishøj, lektor i statskundskab fra Syddansk Universitet og ekspert i Østeuropa.

- Hvis Ukraine ikke får bevilget flere penge, kan aftalen give landet økonomiske problemer. Ukraines økonomi er nærmest allerede over afgrundens rand, siger han.

Frihandelsaftalen med EU kan skabe problemer for landet, fordi Ukraines økonomi ikke er konkurrencedygtig.

Desuden vil det blive dyrt at indføre EU's regler for fødevaresikkerhed og fødevarekontrol. Som det er nu, lever Ukraines varekvalitet ikke op til unionens standarder.

- Så hvis man ser på den aftale, som skulle have været underskrevet, kan man se, at enhver regering i Kijev, ville kunne kræve forbedringer Uanset partifarve, siger han.

Det satte gang i voldsomme protester fra provestlige demonstranter i Kijev, da regeringen i sidste måned besluttede ikke at underskrive aftalen med EU.

Men regeringen har stadig et reelt ønske om en aftale, vurderer Søren Riishøj. Den vil bare forbedre den, og så vil den undgå sanktioner fra Rusland.

Rusland vil nemlig ikke acceptere en aftale mellem Ukraine og EU, medmindre russiske sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser bliver varetaget.

- Regeringen håber, at EU og Rusland finder et kompromis på det topmøde, de holder i januar, og at EU og Ukraine kan underskrive en aftale i marts. Det er det optimistiske scenarie, siger Søren Rishøj.

- Det pessimistiske scenarie er, at konfrontationer i Kijev fortsætter. Fronterne er trukket hårdt op, og der kan opstå en borgerkrigslignende tilstand. Så kollapser Ukraines økonomi, fortsætter han.

/ritzau/