Ekspert: Umuligt at forudse skoledrab

Skrevet af admin

23/10/2015

Dagens topnyheder

Det er nærmest umuligt at finde frem til drabsmænd som den 21-årige svenske gerningsmand, der dræbte to personer på en skole i Trollhättan i Sverige, inden de slår til.

Det siger Sten Levander, som er professor emeritus i retspsykiatri på Lund Universitet i Sverige.

- Det er umuligt at se ind i fremtiden og finde den person, som i næste uge vil begå denne type for kriminalitet, siger han.

Han mener dog godt, at man kan lave en psykologisk profil af den typiske gerningsmand i denne form for sager.

- Det er ofte uligevægtige mennesker. Måske med specielle interesser, med begrænsede sociale færdigheder og som har svært ved at interagere med andre mennesker, siger professoren til det svenske nyhedsbureau TT.

Desuden fortæller han, at man kan dele gerningsmænd op i to kategorier i sager med racehad - som i dette tilfælde i Trollhättan.

- Den ene gruppe indeholder dem, som allerede som børn og unge har hadefulde tendenser.

Den anden gruppe består, ifølge Levander, af de mennesker, som lider af en alvorlig psykisk sygdom, der viser sig tidligt i personens voksenliv.

- Hvis en person har haft en fejlfri barndom og ungdom, og derefter begår denne form for kriminalitet, så må det antages, at personen har en form for psykisk sygdom, siger han.

Han nævner den terrordømte nordmand Anders Behring Breivik som eksempel. Breivik blev syg med en psykisk sygdom under en ferie i 2002, og derefter gik han fra at være aktiv i det højreorienterede Fremskridtspartiet til at blive højreekstrem.

Niklas Hallgren, kommandochef ved svensk politiet, sagde tidligere fredag til den svenske avis Aftonbladet, at der var tale om en hadforbrydelse, altså en racistisk motiveret handling.

Gerningsmanden var udstyret med sværd og maske, da han angreb fire personer på skolen Kronan i Trollhättan ved Göteborg. To af skolens lærere og to elever blev ramt af knivstik.

Den 21-årige har indtil videre to menneskeliv på samvittigheden, da en lærer døde på gerningsstedet, og en 17-årig dreng døde få timer senere af sine kvæstelser.

De to ofre, der stadig er i live, er indlagt på hospitalet i Göteborg, hvor lægerne betegner deres tilstand som alvorlig.

/ritzau/TT