Ekspert: Unge har fået nemmere ved at rejse til Syrien

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

En ny analyse fra PET viser, at omkring 80 danskere har kæmpet i Syrien siden 2012. Cirka halvdelen af dem befinder sig i det krigshærgede land i dag.

Det tal er endda forsigtigt sat, mener Syrien-ekspert Naser Khader, som tror, at det reelle tal er højere.

- Rekrutteringsvideoer fra Syrien på dansk har gjort det nemmere for de unge at tage af sted. Tidligere vidste de ikke, hvem de skulle kontakte, hvor de kunne finde flybilletter, hvor de skulle lande, siger Naser Khader.

- Nu har de danske kontaktpersoner der, og det gør det nemmere for dem at komme derned.

En anden årsag til, at det er nemt for danskere at blive syrienkrigere er, at grænsen til Syrien fra Tyrkiet står på vid gab.

- Tyrkerne kigger igennem fingrene med, hvad der sker, siger Naser Khader.

Han er ikke i tvivl om, at det er af rent kyniske årsager, at Tyrkiet ikke lukker grænsen.

- Den tyrkiske regering hader Assad så meget, at uanset hvem, der kommer ind og vil gøre det af med ham, de skal bare ind. Men det er ligesom at tisse i bukserne, for tyrkerne får også problemer med dem senere hen, og det gør Vesten også, siger Naser Khader.

Han fortæller, at den største grænseovergang er kontrolleret af al-Qaeda, så danskerne skal igennem dem for at komme ind i landet. Herfra bliver de fordelt ud til jihadistiske grupper.

Analysen fra PET hedder "Truslen mod Danmark fra personer, der er udrejst til Syrien".

I den siger chefen for PETs Center for Terroranalyse (CTA), Søren Jensen, at han frygter, at danskerne vil vende radikaliserede hjem igen og udgøre en særlig trussel for Danmark.

Det er en reel frygt, mener Naser Khader.

- Jeg er bekymret for, at de kommer hjem og har forstået at bruge våben. Så kan jihadisterne udføre deres ugerninger her bagefter, siger han.

Naser Khader mener, at den bedste løsning er at hjemvendte danskere som har fortrudt, kan advare de unge om at tage derned. Problemet er bare, at dem er der ikke nogen af.

- Man kan lave en national kampagne på uddannelsessteder, hvor man gør opmærksom på, at det her er dødsens alvor, det der venter dem, hvis de tager af sted.

Siden PETs sidste analyse i marts 2013 er antallet af danskere i Syrien steget fra 45 til 80, viser den nye rapport.

/ritzau/