Ekspert: USA er gået specifikt efter Merkels telefon

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Den amerikanske efterretningstjeneste er gået målrettet efter at lytte med på den tyske kansler Angela Merkels mobiltelefon.

Sådan lyder vurderingen fra forsker i efterretningsarbejde og lektor ved Københavns Universitet Flemming Splidsboel Hansen, efter at det sent onsdag aften kom frem, at den tyske kanslers telefon ifølge tyske efterretninger angiveligt bliver overvåget.

- Man er gået specifikt efter Merkels telefon. Den amerikanske efterretningskultur er så robust og aggressiv, at man går helt til stregen og tydeligvis gerne et skridt hen over, og så tager man eventuelt de knubs, som kommer i den forbindelse, siger han.

Ifølge efterretningsforskeren sidder flere af USA's allierede med det dilemma, at de er nødt til at kritisere USA for overvågningen, men samtidig er landene afhængig af oplysningerne fra USA's omfattende overvågningsapparat.

- Amerikanerne kan slippe af sted med det her, og det er ikke kun, fordi de er magtfulde. De er førende på efterretningsområdet, så rigtig mange lande samarbejder med de amerikanske tjenester, siger Flemming Splidsboel Hansen og tilføjer:

- Det er en underlig sag for dem. På den ene side vil landene ikke have det, men på den anden side har de en fordel ved det.

Den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, har torsdag indkaldt den amerikanske ambassadør i Berlin for at tydeliggøre Tysklands kritik af de amerikanske aflytninger.

Angela Merkel selv har allerede ringet til den amerikanske præsident, Barack Obama, om sagen og gjort det klart for ham, at hvis en sådan overvågning har fundet sted, vil det være "totalt uacceptabelt".

/ritzau/