Ekspert: USA øger sit fokus på mulighederne i Asien

Skrevet af admin

11/11/2014

Dagens topnyheder

Landene omkring Stillehavet har på et topmøde i Kina forhandlet sig frem til flere gennembrud, men der er ikke tale om banebrydende eller kæmpestore fremskridt i samarbejdsorganisationen, siger iagttagere.

- Der er tre afgørende resultater på topmødet. På den ene side er USA kommet længere med en frihandelsaftale for stillehavsområdet, som ikke omfatter Kina. Modsat har Kina sit eget initiativ til en frihandelsaftale, der har til formål at begrænse USA's indflydelse, siger Morten Ougaard, der er ekspert i amerikansk udenrigspolitik og professor ved Copenhagen Business School, CBS.

Han fremhæver samtidig, at det også er et gennembrud, at USA og Kina er nået til enighed om at gå videre med forhandlingerne om at fjerne afgifter på den globale handel med it-produkter - en handel som har en værdi på 1000 milliarder dollar.

Der er tale om en opdatering af en aftale helt tilbage fra 90'erne. Den omfattede end ikke GPS, der ikke eksisterede dengang.

Marin Ougaard understreger, at det handelsinitiativ, der er kommet fra Kina, indtil videre mest har symbolsk betydning.

- Men selv om det er kommet som et modspil til USA's frihandelsinitiativ, så behøver det ikke komme i konflikt med hinanden, understreger han.

USA har i stigende grad fokus på den dynamiske økonomiske udvikling omkring Stillehavet. I midten af dette århundrede ventes Asien at stå for over halvdelen af det globale bruttonationalprodukt, og den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har sagt, at Asien skal være "krumtappen i USA's fremtidige udenrigspolitik."

- Det står klart, at Asien fylder mere og mere - først og fremmest på grund af udviklingen i Kina. Men det betyder ikke, at USA er ved at vende ryggen til Europa eller til Sydamerika, siger Ougaard.

Til et spørgsmål om, hvorvidt "Stillehavsårhundredet" nu er på vej for alvor, fremhæver Ougaard, at alle landes økonomier i stigende grad er integreret i hinanden.

- USA og EU investerer i Kina, og kineserne investerer i Vesten. Det betyder, at vi ser en økonomiske udvikling med mange krumtapper, selv om Asien fylder mere og mere.

/ritzau/